Diabetes og god mundhygiejne

Det er vigtigt for alle at have god mundhygiejne, men det er især vigtigt, hvis man har diabetes. 

God mundhygiejne er vigtigt

Diabetes kan påvirke mundens sundhed og omvendt. Det øger risikoen for parodontitis og huller i tænderne, som begge kan være følgesygdomme til diabetes. Hold derfor øje med mund og tænder, når du har diabetes.

Dekorativ illustration af mund og tandbørste
Illustration af tandbørstning.

For at opretholde en god mundhygiejne og forebygge parodontitis kan du gøre følgende:

  • Børst dine tænder med tandpasta mindst to gange dagligt. Brug en lille, blød tandbørste eller en elektrisk.
  • Børst tænderne i cirkulære bevægelser, og husk også at børste tungen.
  • Brug en tandpasta med flour (flourid). Flour forebygger huller i tænderne. På tuben skal der helst stå 1450 ppm.
  • Spyt ud efter tandbørstning, men undlad at skylle din mund. På den måde beskytter flouren i tandpastaen tænderne længst muligt.
  • Hold mellemrummene mellem dine tænder rene ved at bruge tandstikker, mellemrumsbørster eller tandtråd. Gerne hver dag.

Tal med din tandplejer eller tandlæge, hvis du er i tvivl om, hvilken tandbørste eller tandpasta du skal vælge.

Tandkødsbetændelse og parodontitis

Hvis tandkødsbetændelse breder sig fra tandkødet til tændernes støttevæv (tandkød og knogle), kaldes det parodontitis. Parodontitis har siden 2003 været en anerkendt følgesygdom til diabetes. Betændelsestilstanden skyldes bakterier (plak) i belægningerne på tændernes overflade eller langs tandkødsranden.

Ved parodontitis nedbryder betændelsen bindevæv og knogle, så tænderne kan blive løse og i svære tilfælde falde ud.

Personer med diabetes har øget risiko for at få tandkødsbetændelse, der kan udvikle sig til parodontitis. Det skyldes, at højt blodsukker nedsætter heling og modstandsdygtighed over for betændelse. 

Ved et blodsukker på 10-15 mmol/l stiger sukkerkoncentrationen i spyttet. Længerevarende højt blodsukker kan give betændelse i tandkødet, parodontitis og huller i tænderne.

Diabetes og parodontitis hænger ofte sammen i en negativ spiral: Infektioner gør det vanskeligt at regulere blodsukkeret, og jo dårligere det er reguleret, jo vanskeligere er det at behandle tandkødsbetændelse og parodontitis. Det har vist sig, at personer med diabetes, der modtager behandling for parodontitis, ofte opnår en bedre blodsukkerbalance og derfor får behov for at sætte deres dosis af blodsukkersænkende medicin ned.

Forebyggelse og behandling

Tandplejer eller tandlæge kan lave tandrensninger, men det er vigtigt, at du selv holder både tænder og mellemrum rene. Tal med din tandplejer eller tandlæge om, hvordan du bedst forebygger parodontitis.

Rygning og anvendelse af snus øger risikoen for at udvikle parodontitis markant. Derfor et det vigtigt, at man nedsætter sit tobaks- eller snusforbrug. Bedst er det helt at holde op.

Mangel på spyt kan give huller i tænderne

Tungen bruger spyt til at rense tænderne fri for madrester. Spyttet i sig selv har også den egenskab, at det ’skyller’ munden ren. 

Det er ikke ualmindeligt, at personer med diabetes har nedsat spytproduktion. Mindre spyt behøver ikke at være til gene i dagligdagen, men det øger risikoen for huller i tænderne, også selvom du ikke spiser meget sukker. 

I nogle tilfælde kan man mærke, at man mangler spyt ved, at man f.eks. føler sig tør i munden, og det kan være besværligt at synke maden. Vær opmærksom på, at tørst og tør mund også kan skyldes højt blodsukker. 

Din tandplejer eller tandlæge kan undersøge, om du har for lidt spyt og kan foreslå dig forskellige løsninger til at afhjælpe problemet.

Protese

Nogle har brug for protese enten som erstatning for enkelte tænder (delprotese) eller for alle tænder (helprotese). Har man protese, er det vigtigt at rengøre den ordentlig, så man opretholder en god hygiejne i munden.

Det er vigtigt, at du sover uden protese. Slimhinden/gummen har brug for hvile og få ilt, så risikoen for svamp (protesestomatitis) mindskes. Det anbefales at børste slimhinder/gummer med en blød børste, benytte rensepinde med skumhoved eller en våd engangsvaskeklud. Protesen børstes, før den sættes i munden.

Få mere viden

Du kan læse mere om diabetes og tandsundhed på www.taenderne.dk eller på www.videncenterfordiabetes.dk.

Redaktør