Du kan rejse og holde ferie med din diabetes, hvor du vil, og som du ønsker det. Ved at planlægge din rejse og dit ferieophold kan du sikre dig, at din diabetes ikke kommer til at spænde ben for en god ferie.
Inden ferien
Rejseforsikring
Undersøg, om du er dækket af en rejseforsikring og det gule, danske sundhedskort eller det blå EU-sygesikringskort. Husk også at forny det blå kort i god tid, hvis det er tæt på udløbsdatoen. Kontakt dit forsikringsselskab inden afrejsen, så du er sikker på at være dækket ved et eventuelt uheld, eller hvis du er startet i behandling med ny medicin.
Rejsebevis
Et rejsebevis på flere sprog kan udleveres på SDCC. Du kan også bestille det i Sygeplejerådgivningen på hverdage i tidsrummet kl. 08.00-16.00, så bliver det sendt til din e-Boks. Med beviset kan du uden problemer medbringe medicin, nåle, fingerprikker og blodsukkerapparat i håndbagagen. Det er også nyttigt, hvis du får behov for lægehjælp, og det kan være en hjælp i sikkerhedskontrollen i lufthavnen.
Specielt til insulinbehandlede
Medbring altid dobbelt sæt af al medicin og testudstyr – også til ketoner – i tilfælde af øget insulinbehov, defekt insulinpumpe eller sensor, eller at du mister en pen. Tjek udløbsdato på teststrimler og insulin, inden du tager afsted.
Fordel din insulin og dit testudstyr i flere tasker, også hos eventuelle medrejsende, så du ikke risikerer at miste alle dine ting, hvis en taske forsvinder. Mister du din insulin, så kontakt en lokal læge, eventuelt via din rejseforsikring.
Opbevaring af medicin til injektion og testudstyr
Hos din leverandør af diabetesartikler eller på apoteket kan du købe en kølepose til opbevaring af medicin, som skal holdes afkølet under rejsen.
Pak ikke medicin og testudstyr, så det udsættes for store temperaturudsving, da temperaturer over 30 grader og under 0 grader kan ødelægge virkning og præcision. Pak det derfor altid i håndbagagen.
Øvrig medicin
Opbevar al din medicin sikkert på rejsen og i original emballage. Og husk at medbringe nok til hele ferien.
Insulinpumpe/sensor
Undersøg hos produceten, om din insulinpumpe/sensor kan tåle røntgen, så du ved, om du kan tage dit udstyr med gennem sikkerhedskontrollen i lufthavnen.
Under ferien
Før flyrejsen
Gør personalet i sikkerhedskontrollen opmærksom på, at du bærer insulinpumpe/sensor.
På flyrejsen
Det kan være en god idé, når du er ombord på flyet, at oplyse kabinepersonalet om, at du har diabetes.
Håndbagage i fly
Du må gerne have flydende og andet medicin med i din håndbagage på flyet. Du kan dog blive bedt om dokumentation, f.eks. i form af recept og originalemballage. Du må også gerne medbringe kanyler og testudstyr, og hvad du ellers behøver til din behandling i flyet. Og du kan uden problem have druesukker/Hypo-Fit i lommen eller tasken.
På bilrejsen
Er du chauffør, så hold pauser, spis og mål blodsukker med jævne mellemrum. Undgå at opbevare insulin og testmaterialer i handskerummet, når du kører. Og efterlad det ikke i bilen, når du forlader den. Ekstrem varme/kulde kan ødelægge begge dele.
Rejse over tidszoner
Hvis du rejser langt væk fra Danmark, bevæger du dig muligvis gennem flere tidszoner. Det vil sige, at der bliver lavet om på dit døgn, som bliver længere eller kortere, mens du rejser. Døgnet er derfor forskudt i forhold til hjemme, når du når frem til dit rejsemål.
Rejse mod vest: Døgnet bliver længere, og dit medicinbehov stiger.
- Tabletter: Er du udelukkende i behandling med tabletter for dit blodsukker, skal du kun tage ekstra medicin, hvis dagen forlænges med mere end 6 timer.
- Insulin: Er du i insulinbehandling, skal du have en lille dosis korttidsvirkende insulin cirka hver 4. time, medmindre du vælger at tage en lidt større dosis langsomtvirkende insulin inden afrejse. Den øgede dosis skal svare til det tidsrum, som dagen forlænges med. Til måltiderne tages den sædvanlige dosis insulin.
Har du insulinpumpe, sættes den til lokal tid ved ankomst.
Rejse mod øst: Døgnet bliver kortere.
- Tabletter: Er du udelukkende i tabletbehandling for dit blodsukker, kan du eventuelt helt udelade en dosis, hvis dagen er meget kort.
- Insulin: Er du i insulinbehandling, skal du mindske dosis af langsomtvirkende insulin svarende til det tidsrum, som dagen forkortes. Til måltiderne tages den sædvanlige dosis insulin.
Har du insulinpumpe, sættes den til lokal tid ved ankomst.
Mad og drikke på ferien
Du skal være opmærksom på, at din mad på ferien ofte er anderledes end hjemme, og at det kan påvirke dit blodsukker.
Hvis du får lavt blodsukker, selvom du har nedjusteret din insulindosis, er det en god idé at spise flere af de langsomme kulhydrater, f.eks. groft brød eller frisk frugt flere gange i løbet af dagen. Alkohol sænker behovet for insulin.
Husk også at drikke nok vand, og medbring altid druesukker og glukagon (hvis du har type 1-diabetes) på rejsen.
Aktiv ferie
Hvis du skal på aktiv ferie, f.eks. på golfferie, vandre- eller cykeltur, falder dit insulinbehov, hvis du på din ferie er meget mere aktiv end i hverdagen.
Badning og svømning tæller også med. Tag højde for den temperatur, du befinder dig i. Varme øger optagelsen af insulin og kan give lavt blodsukker. Mål dit blodsukker oftere og juster insulindosis efter dit behov.
Få mere viden
Diabetesforeningen har gode råd på www.diabetes.dk. Læs også mere om diabetes på www.videncenterfordiabetes.dk.