Kort om undersøgelsen
En glukosebelastningstest er en simpel undersøgelse, som kan vise, om du har diabetes. I alt varer undersøgelsen cirka 2½ time.
Du skal være fastende, når du kommer. Faste betyder, at du efter kl. 24 dagen før ikke må:
- spise
- drikke andet end vand
- tage medicin
- ryge
- dyrke motion.
Det er en god idé at medbringe en madpakke til efter undersøgelsen.
Sådan foregår undersøgelsen
Når du møder op til undersøgelsen, får du målt dit blodsukker, enten fra øreflippen eller fingeren. Derefter får du taget en blodprøve fra en blodåre i albuebøjningen.
Herefter skal du drikke 250 ml sukkervand (glukose) i løbet af maksimalt fem minutter.
Når du har drukket sukkervandet, skal du hvile på et leje i to timer. Du må ikke sove. Når de to timer er gået, får du taget endnu en blodprøve. Medbring eventuelt læsestof. Wifi er tilgængeligt.
Undersøgelsen kan gøre en smule ondt på nogle. Blodprøven bliver taget på samme måde, som når du får taget almindelige blodprøver i et laboratorie.
Få svar på undersøgelsen
Efter undersøgelsen bliver blodprøverne analyseret i laboratoriet. Lægen kontakter dig, når der er svar på prøven. Resultatet af undersøgelsen lægges ind i din journal i Sundhedsplatformen, og du kan se det i appen ’Min sundhedsplatform’ eller på www.sundhed.dk.
Afbud
Du kan melde afbud på telefon 39 68 08 00 mandag til fredag kl. 08.00-12.00.
Få mere viden
Læs mere om diabetes på www.videncenterfordiabetes.dk.