Kursus i kulhydrattælling for dig, som er ny med type 1-diabetes

Kurset går ud på at lære at beregne mængden af kulhydrater i maden.

Lær at beregne mængden af kulhydrater

Det er primært mængden af kulhydrater i din mad, som afgør, hvor meget dit blodsukker stiger efter et måltid. Kulhydrattælling er et værktøj til at beregne, hvor meget insulin du skal tage for at undgå store udsving i dit blodsukker.

Dekorativt foto af kursus situation
Undervisning i kulhydrattælling.

Deltagelse i kurset

Kurset er en del af SDCC's program for personer med nykonstateret type 1-diabetes. Det henvender sig især til personer, som er ude af remissionsfasen.

Remissionsfasen, som også kaldes ”honeymoon-fasen”, er en periode, hvor kroppen igen begynder at producere insulin, og blodsukkeret derfor bliver mere stabilt, uanset hvad og hvor meget man spiser. Remissionsfasen varer typisk et halvt til ét år. Derefter får man igen behov for at tage mere insulin.

Efter remissionsfasen kan du i højere grad styre dit blodsukker, hvis du bruger kulhydrattælling til at beregne hvor meget insulin, du skal tage til dine måltider.

Det er vigtigt, at du:

  • kan deltage på begge kursusdage
  • øver dig i at beregne kulhydratmængder i ugerne mellem kursusdagene.

På kurset bliver du undervist i:

  • hvilke fødevarer der indeholder kulhydrater
  • at vurdere mængden af kulhydrater med og uden brug af køkkenvægt
  • at anvende information om næringsindhold, kulhydrattabeller og apps til at finde ud af, hvor mange kulhydrater der er i madvarer, og hvordan du tæller dem i et måltid 
  • hvordan dit blodsukker påvirkes af den mad, du spiser
  • hvordan dit blodsukker påvirkes af fysisk aktivitet.

Når du behersker kulhydrattælling, kan du bruge det til at vurdere mængden af insulin i forhold til den mad, du skal spise. Det kan også give dig frihed til at springe et måltid over og samtidig bevare et stabilt blodsukker.

Praktisk information og tilmelding

Det er gratis at deltage i kurset, som foregår i FoodLab på SDCC. Kurset afholdes kl. 9-12 over to torsdage, med to ugers mellemrum. Der veksles mellem teori og praktiske øvelser, og der er 8-10 deltagere på kurset. 

Tilmeld dig kurset hos din behandler eller kontakt en kursuskoordinator mandag, tirsdag og torsdag kl. 9.00-12.00 på telefonnummer 30 91 29 52 eller på mail: sdc-kursuskoordinatorer@regionh.dk.

Redaktør