SGLT-2-hæmmere – behandling af type 2-diabetes

SGLT-2-hæmmere er medicin, som sænker blodsukkeret.

Kort om behandlingen

SGLT-2-hæmmere sænker dit blodsukker. Det virker via nyrerne og gør, at du udskiller mere sukker i din urin. SGLT-2-hæmmere er en forkortelse af sodium-glucose cotransporter-2-hæmmere.

Du vil ofte få SGLT-2-hæmmere som tillæg til anden diabetesbehandling. Behandlingen kan bremse udviklingen af hjerte-kar-sygdom, hjertesvigt og meget forhøjet udskillelse af albumin i urinen, som er et tegn på diabetisk nyresygdom.

Behandlingen med SGLT-2-hæmmere giver sjældent lavt blodsukker, da behandlingen ikke har effekt på blodsukkeret, når det er i normalområdet (4-6 mmol/l).

Ved behandling med SGLT-2-hæmmere kan du især i begyndelsen opleve, at du oftere skal tisse. Du kan også forvente et mindre vægttab på 2-3 kg.

Sådan tager du SGLT-2-hæmmere

Du skal tage tabletterne 1 gang dagligt. Tabletterne tages enten alene, i kombination med andre tabletter eller sammen med insulinbehandling.

Mulige bivirkninger
De mest almindelige bivirkninger er:

  • blærebetændelse
  • svampeinfektioner på kønsorganer
  • i sjældne tilfælde kan der opstå væskemangel.

 

Stop eller hold pause med behandlingen, hvis du oplever:

  • madlede
  • kvalme
  • opkastning
  • diarré
  • udtalt tørst
  • vejrtrækningsbesvær
  • mavesmerter
  • forvirring.

Kontakt SDCC eller din egen læge, hvis du kommer i tvivl.

Vær opmærksom på

Din risiko for lavt blodsukker er større, hvis du samtidig med SGLT-2-hæmmere bliver behandlet med anden medicin, som sænker dit blodsukker.

Få mere viden

Læs mere om diabetes på www.videncenterfordiabetes.dk.

Redaktør