Undervisning i diabetes gør en forskel for borgere og plejepersonale i Ishøj Kommune

​Skræddersyede kurser har givet plejepersonalet i Ishøj et kompetenceløft. Personalet har fået en større viden om diabetes og nye værktøjer til at håndtere diabetesbehandlingen i mødet med kommunens borgere med type 2-diabetes.

Undervisning i diabetes gør en forskel for borgere og plejepersonale i Ishøj Kommune

​Plejepersonalet i Ishøj Kommune er blevet bedre til at formidle deres viden om forebyggende og sundhedsfremmende indsatser. Kommunen ønskede at opkvalificere på diabetesområdet, og det har de fået hjælp til med et skræddersyet undervisningsforløb fra Steno Diabetes Center Copenhagen (SDCC).

Det er undervisere fra Uddannelsesenheden på SDCC, som har tilrettelagt forløbet. Tilgangen var at kende plejepersonalets hverdag. Kendskabet fik underviserne ved at observere på patientskolen og ved at læse deltagernes beskrivelser af dagligdagssituationer. Enten som cases eller spørgsmål opstået i hverdagen.

SDCC har nemlig som strategisk mål at styrke det tværsektorielle samarbejde med kommunerne. Det sker blandt andet via uddannelsestilbud til plejepersonale på diabetesskoler. En af SDCC-underviserne er diabetessygeplejerske Lene Dobson, som også står bag forløbet i Ishøj Kommune.

”Det var virkelig en øjenåbner at høre, hvad borgerne efterspørger. Og hvilken viden de har fået med sig fra deres besøg hos deres praktiserende læge, og hvilke misforståelser der er opstået. Der ligger en stor pædagogisk opgave i at formidle på en måde, som giver borgerne en viden om diabetes, de er trygge ved, ” siger Lene Dobson.

Refleksion over egen praksis

Kendskabet til deltagernes hverdag har gjort en forskel, mener sygeplejerske Lise Gøttsche Jørgensen, som er sundhedskoordinator i Ishøj Kommune.

”Det unikke ved skræddersyet undervisning er, at underviserne fra SDCC har været ude seks gange og observere vores undervisning på patientskolen, og derfor kender de os, og de udfordringer vi har,” siger Lise Gøttsche Jørgensen.

Den pædagogiske tilgang til undervisningen er at tage udgangspunkt i deltagernes forudsætninger, forventninger, viden og erfaringer. Så underviserne ved, hvilke udfordringer deltagerne møder i deres hverdag. For læring handler om at skabe mening for den enkelte. At reflektere, diskutere og udveksle holdninger, værdier og erfaringer, så der ikke bare bliver ’fyldt viden på’.

Lise Gøttsche Jørgensen var især begejstret for en øvelse, hvor plejepersonalet skulle leve som en person med diabetes. Det vil sige med blodsukkermålinger og injektioner, hvor insulinen var erstattet med saltvand.

”Deltagerne fik fokus på, at nysgerrighed og refleksion kan skabe de åbne spørgsmål. Og det er første skridt til at nå borgerne og deres diabetesproblematikker – frem for at gætte sig frem til, hvad borgerne har brug for,” siger Lene Dobson.

Deling af ny viden

På første kursusdag blev deltagerne introduceret for en aktionsplan, hvor de løbende kan skrive, når de bliver inspireret eller nysgerrige på noget i undervisningen, som de kan tage med hjem til egen praksis. Når refleksionen begynder så tidligt i kursusforløbet, har deltagerne mulighed for at sparre med undervisere undervejs, og når kurset er slut, har de en færdig plan med punkter, de kan arbejde videre med.

Eksempler på det kunne være at lave undervisning om vigtigheden af forebyggelse af komplikationer for kollegerne eller inspiration til undervisning med særlig fokus på tyrkiske mænd.

Det plejepersonale, som ikke deltog på kurset, får nu sidemandsoplæring, så alle får den samme viden om diabetes i mødet med borgerne. Ligesom Lise Gøttsche Jørgensen efter undervisningsforløbet har lavet et netværk og indkaldt til møder med temaerne indenfor diabetes på tværs af enheder i kommunen.

Sammen med kolleger fra SDCC er Lene Dobson nu i gang med at forberede et tilsvarende kursus i Frederiksberg Kommune. I den forbindelse har Lene Dobson bl.a. allerede fulgt udekørende sygeplejesker, social- og sundhedsassistenter og -hjælpere på deres hjemmebesøg hos borgere med diabetes.  
 

Om kurset i Ishøj Kommune

Kurset blev afviklet på fem hele dage fordelt på to perioder på tre og to dage med én måneds mellemrum.
Før kursusstart fik deltagerne testet deres viden om diabetes, ligesom deres viden blev testet efter kursets afslutning.
Deltagerne på kurset var sygeplejersker, SOSU-assistenter, fysioterapeuter, diætister samt en enkel forebyggelseskoordinator.


Denne artikel er skrevet af Dorthe Tecza, kommunikationsteamet og Charlotte Bo Qvist, Uddannelsesenheden.

Redaktør