I dette studie vil vi undersøge om et vægttab, som fastholdes med træning, sund kost, og samtaler med en mentor før graviditet kan forebygge udviklingen af overvægt hos det kommende barn.
Overvægt er en global udfordring og er forbundet med mange sygdomme, eksempelvis type 2-diabetes, hjertekarsygdomme og visse former for kræft. Det er derfor vigtigt at forebygge og behandle overvægt. Overvægt hos moderen før graviditet og en vægtøgning udover det anbefalede i første trimester af graviditeten er forbundet med en øget risiko for overvægt hos det kommende barn. Flere studier har undersøgt effekten af livsstilsinterventioner under graviditet hos kvinder med overvægt, men med begrænset effekt på det kommende barn. I dette studie vil vi derfor undersøge effekterne af at igangsætte en livsstilsintervention med vægttab før graviditet og fastholdelse af den sunde og aktive livsstil under graviditet på det kommende barn.
Du kan deltage, hvis:
- Du er kvinde med overvægt (BMI 27-42 kg/m2)
- Du er mellem 18 og 38 år
- Du planlægger at blive gravid indenfor det næste års tid
- Du skal føde på Herlev Hospital (optageområde: Herlev, Ballerup, Bispebjerg, Brønshøj, Husum, Frederiksberg, Gentofte, Gladsaxe, Rødovre, Vanløse)
Hvad indebærer det at deltage?
Projektet er et lodtrækningsstudie med i alt 360 kvinder med overvægt, hvor halvdelen af kvinderne kommer i en livsstilsgruppe og den anden halvdel i en standardbehandlingsgruppe.
Livsstilsinterventionen består af sund mad og træning, som understøttes af en mentor. Som deltager vil du derfor få støtte og vejledning til at opnå både vægttab og vægtvedligeholdelse før graviditet. Vægttabet igangsættes med 8 ugers lav-kalorie kost (800 kcal) med efterfølgende re-introduktion af sund kost. Derudover forventes det, at du træner minimum 150 min om ugen ved moderat intensitet og denne træning foregår delvist på superviserede hold. Både kost og træning understøttes af en personlig mentor. Den sunde og aktive livsstil (kost, træning og mentor) fortsættes under graviditeten.
- Hvis du kommer i standardbehandlingsgruppen, vil du samlet set deltage i 8-9 besøg af forskellig varighed, som ligger før, under og efter graviditet.
- For livsstilsgruppen ligger antallet af disse besøg på 8-11. Hvis du har en partner, er det muligt for ham/hende at deltage uanset hvilken gruppe du kommer i.
Hvor finder projektet sted?
Projektet finder sted på Steno Diabetes Center Copenhagen, Borgmester Ib Juuls Vej 83, 2730 Herlev.
Godkendelse af Videnskabsetisk komite
H-22011403