Datadreven samskabelse og Sundhedsfremme på Erhvervsuddannelser – et modelprojekt

​Data-Sund-EUD er et nytænkende og innovativt samskabelsesprojekt mellem Steno Diabetes Centre (SDCC og SDCS), erhvervsskoler (EUD), kommuner og lokale partnere, som sammen afprøver og udvikler en model for sundhedsfremme på erhvervsskoler. Projektet har særligt fokus på lokalt ejerskab og forankring, involvering af relevante parter samt en datadreven tilgang. 

​En nylig undersøgelse (UNG19) viser, at en stor andel EUD-elever er overvægtige eller har en uhensigtsmæssig sundhedsadfærd, og mange er dermed i høj risiko for at udvikle livsstilsygdomme senere i livet. SDCC har desuden tidligere vist, at medarbejdere og ledelse på EUD-skoler mangler sundhedsfremmekapacitet og en konkret model til at arbejde med sundhed og trivsel blandt deres elever.
Læs mere i rapporten Danske erhvervsskolers sundhedsfremmende indsatser og implementeringskapacitet

Effektiv sundhedsfremme på EUD-skoler med fokus på organisatorisk kapacitetsopbygning har således potentiale til at nå en stor og sårbar ungdomsgruppe og samtidig medvirke til at fremme social lighed i sundhed. 

Data-Sund-EUD skal undersøge, hvordan arbejdet med sundhedsfremme kan organiseres på erhvervsskoler i et tæt samarbejde mellem skolen, kommunen, lokale og nationale interessenter, herunder hvordan det sundhedsfremmende arbejde kan udvikles og planlægges med udgangspunkt i sundhedsprofildata fra skolens egne elever. 

Projektets formål

Formålet med Data-Sund-EUD er at fremme sundhed og trivsel og derigennem øget fastholdelse af EUD-elever ved at udvikle og evaluere en evidensbaseret og datadreven model til samskabelse, udvikling og implementering af bæredygtige sundhedsfremmeinterventioner på EUD-skoler.

Projektets design

Data-Sund-EUD tager afsæt i et systemperspektiv, der har fokus på en helhedsorienteret forståelse, engagement, kapacitetsopbygning, ejerskab og inddragelse af lokalsamfund, etablering af tværsektorielle partnerskaber, fælles udforskning af givne sundhedsproblemer og udvikling af løsninger igennem samskabelse. 

  1. Først afdækkes de deltagende skolers sundhedsprofil via en spørgeskemaundersøgelse blandt eleverne.
  2.  I samarbejde med kommunen vælger skolerne herefter ét eller flere sundhedstemaer, de vil arbejde med. Dette gøres med udgangspunkt i sundhedsprofilen samt evidens- og praksisbaseret viden om sundhedsfremme præsenteret af forskerne bag projektet.
  3. Et lokalt udpeget partnerskab udvikler og implementerer relevante indsatser, som løbende justeres ud fra årlige sundhedsprofiler på skolen (datadrevent) og øvrigt behov.

Projektet bliver fulgt og evaluereret af forskere fra SDCC og SDCS, først på 1 pilotskole og derefter på 8 projektskoler – efterfølgende udarbejdes en model for arbejdet med sundhedsfremme, som kan udbredes til landets øvrige erhvervsskoler.

Samarbejdspartnere

  • Steno Diabetes Center Sjælland (SDCS)
  • Holbæk EUC NVS
  • Holbæk Kommune
Listen er opdateret 1.2.2021. 
En række aktører og samarbejdspartnere vil løbende blive inkluderet.



Redaktør