ASFALT 2

​Projektet ASFALT 2 (2021-2023) vil implementere og evaluere indsatsen GAME Community og bidrage med innovative og forskningsbaserede løsninger på, hvordan vi kan øge fysisk aktivitet og deltagelse i idrætsfællesskaber blandt 10-15-årige børn og unge i udsatte boligområder. 

Om projektet

Der ses en sammenhæng mellem socioøkonomisk baggrund, køn og fysisk aktivitet, hvoraf unge, og særligt piger, fra en lav socioøkonomisk baggrund er mindre fysisk aktive end jævnaldrende. På baggrund af bl.a. dette bruger gadeidrætsorganisationen GAME en peer-to-peer tilgang, hvor unge uddannes til at drive gratis og åbne gadeidrætstilbud for børn og unge i udsatte boligområder.

ASFALT 2 er en naturlig forlængelse af ASFALT 1 (2018-2020), hvor GAME og Steno Diabetes Center Copenhagen (SDCC) udviklede indsatsen GAME Community. GAME Community er en helhedsorienteret lokalsamfundsindsats, der sigter mod at skabe tættere bånd mellem GAME's aktiviteter og lokalsamfundet og øge lokal opbakning til de unge frivillige Playmakere.

Målsætningen for GAME Community er, at der i 2023 deltager 2.000 børn og unge i gadeidrætsaktiviteter, heraf 50% piger. En evaluering, drevet af SDCC og Syddansk Universitet (SDU), vil skabe viden om hvorvidt, hvordan og hvorfor indsatsen opnår sine mål.

Projektets formål

ASFALT 2 ønsker at mindske social ulighed i sundhed ved at fremme fysisk aktivitet og deltagelse i idrætsfællesskaber blandt 10-15-årige børn og unge i udsatte boligområder.

Resultaterne er relevante for en lang række tværfaglige forskningsfelter, organisationer, offentlige institutioner og aktører i udsatte boligområder.

Projektets design

I ASFALT 2 implementeres og evalueres GAME Community i minimum 20 boligområder over hele landet. Evalueringen vil gennem både kvalitative og kvantitative metoder belyse målgruppens deltagelse, fysisk aktivitetsniveau og betydning af idrætsfællesskaber, og har et særligt fokus på virksomme mekanismer ift. at tiltrække og fastholde piger i fysisk aktivitet.

Samarbejdspartnere

  • GAME
  • Syddansk Universitet

Finansieret af

Novo Nordisk Fonden

Links

10 millioner til at bekæmpe social ulighed i idrætsdeltagelse (26. august 2020)


Redaktør