MOVEOUT: Et forsøg med udeskole – undervisning der bevæger

​Hvilken betydning har udeskole for elevers bevægelsesadfærd, motivation for skolearbejde og trivsel? I cluster-RCT-studiet MOVEOUT undersøges effekten af ét skoleår med udeskole på børn og unges sundhed og læring. Resultaterne fra MOVEOUT har betydning når udeskole i fremtiden forventeligt implementeres på endnu flere skole.

Baggrund

Udeskole er en arbejdsform i grundskolen, der ser ud til at skabe variation i skoledagen og modvirke inaktivitet – en samfundsmæssig udfordring som desværre er stigende. Udeskole er en betegnelse for faglig undervisning, der regelmæssigt og over længere tid gennemføres uden for skolens bygninger.

Om projektet

Generelt hænger udeskole positivt sammen med fysisk aktivitet. Foruden at tilbyde en oplagt mulighed for aktiv transport, bevæger elever sig naturligt som en del af de læringsaktiviteter der sker i forbindelse med udeskole. Effekten på motivation for skolearbejde og social trivsel i klassefællesskabet synes også at være positiv, vel at mærke uden at det ser ud til at kompromittere læring.

Resultater fra tidligere undersøgelser af udeskole har dog metodiske mangler, og der er forsat behov for viden om hvilke mekanismer der er særlig virkningsfulde i forbindelse med udeskole.

Formål

MOVEOUT bygger videre på erfaringer og forskningsresultater, som blev skabt i forskningsprojektet TEACHOUT, der blev gennemført fra 2014-2018. I MOVEOUT undersøges effekten af ét skoleår med udeskole på børn og unges bevægelsesadfærd, skolemotivation, trivsel og faglige præstation. Desuden undersøges hvilke pædagogiske aktiviteter der fører til hvilke effekter.

Design

I alt deltager 30 skoler med en eller flere klasser fra 4. til 9. klassetrin. Skolerne bliver via lodtrækning tilfældigt opdelt, således at halvdelen af skolerne bliver udtrukket til at få alle deres interesseret lærere på et to-dages kursus i udeskole i foråret 2022, samtidig med at den anden halvdel først får tilbudt kurset i foråret 2023. De lærere som kommer på kursus i 2022 siger samtidig ja til at praktisere udeskole fem timer om ugen fordelt på 1-2 gange i det efterfølgende skoleår. De lærere der først skal på kursus i 2023 siger ja til at fortsætte deres normale undervisning i skoleåret op til de skal på kursus.

Samarbejdspartnere

  • Glen Nielsen, Principal Investigator (PI) 
    Institut for Idræt og Ernæring (NEXS), Københavns Universitet
  • Charlotte Demant Klinker, seniorforsker og teamleder, SDCC
  • Peter Bentsen, centerchef ved Bispebjerg og Frederiksberg Hospital, Center for Klinisk Forskning og Forebyggelse (CKFF) og adjungeret professor i udeskole og udeskolepædagogik, Københavns Universitet (KU)
Projektet administreres af NEXS og projektledelsen varetages af Mads Bølling, SDCC.

Projektgruppen er organiseret i en vejledningsgruppe og en arbejdsgruppe.

Vejledningsgruppe

  • Glen Nielsen (NEXS), der er ’Principal Investigator (PI) 
  • Charlotte Demant Klinker, seniorforsker og teamleder (SDCC)
  • Peter Bentsen, centerchef ved Bispebjerg og Frederiksberg Hospital, Center for Klinisk Forskning og Forebyggelse (CKFF) og adjungeret professor i udeskole og udeskolepædagogik, Københavns Universitet (KU)

Arbejdsgruppen

  • Peter Elsborg, postdoc (SDCC, NEXS, CKFF),
  • Lærke Mygind, forskningsassistent (CKFF)
  • Mads Bølling, forsker (SDCC).

Links

Læs også om projektet hos NEXS på Københavns Universitet
Følg MOVEOUT på Twitter @MOVEOUTstudy


Redaktør