Det er velkendt at personer med type 1-diabetes har forhøjet risiko for åreforkalkning og dette ses specielt hos personer som har diabetisk nyresygdom med albuminuri. Det er muligt at denne forhøjede risiko skyldes overaktivitet af blodpladerne og/eller manglende effekt af acetylsalicylsyre.
Formål
Formålet med PLATON studiet er at undersøge blodpladefunktionen og effekten af acetylsalicylsyre hos personer med type 1-diabetes og forskellige grader af diabetisk nyresygdom. Vi vil yderligere undersøge graden af inflammation, endothel dysfunktion og tilstedeværelsen af åreforkalkning i halskarrene (vurderet med nyudviklet 3D ultralydsudstyr).
Resultaterne kan give mulighed for at vurdere samspillet mellem disse forskellige faktorer i udviklingen af åreforkalkning og bidrage med viden omkring hvorvidt disse personer kan have gavn af primær forebyggende behandling med acetylsalicylsyre.
I studiet inkluderes 300 deltagere med type 1-diabetes og 60 raske forsøgspersoner som alle behandles med acetylsalicylsyre i syv dage. Deltagerne inviteres til et opfølgende besøg efter 2 år og der planlægges yderligere opfølgning efter 7 år.
Mål
- Det primære formål med studiet er at sammenligne blodpladefunktionen uden acetylsalicylsyre ved forskellige grader af albuminuri mellem personer med type 1-diabetes og raske forsøgspersoner.
- Sekundært vil vi undersøge blodpladefunktionen med behandling med acetylsalicylsyre, inflammationsmarkører, endothel dysfunktion og åreforkalkning.
Samarbejdspartnere
- Professor, klinikchef Henrik Sillesen, Karkirurgisk Klinik, Rigshospitalet
- Professor, overlæge Anne-Mette Hvas, Institut for Klinisk Medicin, Aarhus Universitetshospital Skejby