Familier og Livsforløb

​I teamet forsker vi i sundhedsfremme og forebyggelse af diabetes og andre ikke-smitsomme sygdomme set ud fra en familiekontekst og i et livsforløbsperspektiv. Vi har især fokus på tiden før, under og efter graviditet og i barnets første leveår.

​Risikoen for kardio-metaboliske sygdomme, herunder diabetes, senere i livet er påvirket af eksponeringer under graviditet og den tidlige barndom bl.a. gennem såkaldt føtal programmering og epigenetiske ændringer. Tilstande som fedme og diabetes hos moderen (og i en vis grad også hos faderen) påvirker barnets sundhed og sygdomsrisiko både på kort og lang sigt. Ligeledes kan disse tilstande også prædiktere eller øge risikoen for udvikling af sygdomme hos moderen senere i livet.

Tiden omkring graviditet og fødsel er derfor helt central i forhold til at identificere personer i høj risiko for udvikling af diabetes og til at udvikle målrettede forebyggende indsatser.

Familiekonteksten er desuden også en vigtig ’setting’ for sundhedsfremme og forebyggelse, idet medlemmer af den samme familie ofte ikke kun deler genetiske og arvelige risici, men oftest også lever i det samme miljø og under samme levekår, både når det gælder fysiske og sociale forhold. 

Vores arbejde fokuserer på:

Teamets fokus er på handlingsorienteret forskning relateret til sundhedsfremme og forebyggelse af diabetes og andre ikke-smitsomme sygdomme set ud fra en familiekontekst og i et livsforløbsperspektiv. Teamet lægger særlig vægt på faktorer, risici og indsatser tidligt i livet, især i relation til tiden omkring graviditet, fødsel og barnets første 1000 dage.

Vores forskning kan særligt bidrage med en øget forståelse af de faktorer, der er på spil i denne livsperiode og deres indflydelse på sundhed og sygdom, herunder hvordan familiekonteksten giver mulighed for at forbedre sundhed og livskvalitet gennem effektive forebyggende og sundhedsfremmende indsatser. Dette omfatter undersøgelser af den sociale og fysiske kontekst, herunder hvor en familie bor, samt hvilke vaner/adfærd der knytter sig til familien og hverdagen og deres betydning for hvorfor nogle mennesker forbliver sunde, mens andre ikke gør. Desuden har vi en særlig opmærksomhed på, hvordan overgangene mellem forskellige dele at sundhedssystemet samlet kan bidrage til et sammenhængende forebyggende forløb. I teamet arbejder vi især med begreber som samskabelse, sundhedskompetence (health literacy) og handlekompetence.


Forskningsmedarbejdere

Inger Katrine Dahl-Petersen, projektkoordinator
Anne Timm, ph.d.-studerende
Emma Davidsen, videnskabelig assistent
Maja Thøgersen
Morten Sell







Redaktør