I videoen møder du Mathias, som lever med type 1-diabetes og bruger insulinpumpe. Du møder også klinisk diætist Anne, som har særlig viden om kostvejledning ved type 1-diabetes og brug af diabetesteknologi som insulinpumper og glukosesensorer.
Mathias har deltaget i et individuelt diætistforløb på Steno Diabetes Center Copenhagen for at få hjælp til vægttab og til at være mere fysisk aktiv uden at få store udsving i blodsukkeret. For Mathias har diætistforløbet betydet en markant bedre fysisk form og muligheden for at nå nogle af de mål, han drømmer om.
Anne har støttet og motiveret Mathias gennem små justeringer af hans kost og timing og dosering af insulin i forhold til vægttab og fysisk træning.
De kliniske diætister på Steno Diabetes Center Copenhagen hjælper også personer med type 1-diabetes i penbehandling med at forbedre blodsukkereguleringen ved blandt andet at vurdere sensordata, mængden og typen af kulhydrater og justere insulindoseringen samt andre forhold af betydning for deres diabetes.