Oplæg med professor og overlæge Peter Rossing, Steno Diabetes Center Copenhagen. Diabetes kan kun i ganske få tilfælde helbredes. Derfor må mange, der har fået stillet diagnosen diabetes, flere gange hver dag måle blodsukker, overveje hvad de spiser, have opmærksomheden rettet mod at få motioneret og tage op til flere forskellige former for medicin. Alt sammen en del af behandlingen, som handler om at forebygge udvikling af komplikationer til diabetes og opretholde en god livskvalitet. Men hvad er det, der kan ske i kroppen, når man har diabetes? Hvorfor er det nødvendigt at sænke f.eks. blodtrykket for at passe på øjne og nyrer? Og hvad er hensigten med al den forskellige medicin, som lægen udskriver og opfordrer dig til at tage? Peter Rossing som er professor, overlæge og chef for komplikationsforskningen på SDCC, vil den første time introducere os til aftenens emne. Efter oplægget er der pause med kaffe og te, hvor du foruden at møde andre mennesker med diabetes også har mulighed for at møde frivillige fra Diabetesforeningen. Når pausen er slut, samles vi igen, og der er mulighed for at stille uddybende spørgsmål til oplægsholderen - og du kan høre andres tanker og erfaringer.
Temaaftener på SDCC
Temaaftenerne er for alle – personer med diabetes, pårørende, fagpersoner og andre interesserede.
Involvering af brugere er et omdrejningspunkt på SDCC, og temaerne til disse aftener tager derfor afsæt i ønsker fra brugerne. Temaaftenerne afholdes i samarbejde med Diabetesforeningen.
Læs mere om vores temaaftener for alle, som lever, kender en eller arbejder med diabetes.