Det handler om at gøre en forskel for personer med diabetes

Pernille Østergaard er klinisk diætist og har arbejdet med diabetes i mere end 17 år. Hun drømmer om at give en bedre service til brugerne på SDCC. “Lige fra det første håndtryk vi giver dem, til den måde vi kommunikerer med dem på i konsultationen. Det viser respekt og anerkendelse,” siger hun. Men det kræver brugerinvolvering - ikke bare på individniveau, men på organisatorisk niveau.

“Hvis brugerne ikke bliver mødt med respekt, første gang de kommer på SDCC, så vil de allerede der være lidt mere oppe på barrikaderne. Og så har vi fra start tabt point,” siger Pernille Østergaard, der er klinisk diætist på centret. De sidste 17 år har hun arbejdet med personer med diabetes og mener, at det er små justeringer, det kræver, for at få SDCC op på et endnu højere niveau.


“Men når man er bagud på point fra start, så kræver det faktisk endnu mere af os som medarbejdere og behandlere - at vi er endnu mere servicemindede. Det handler om at give brugeren en god behandling - lige fra det første håndtryk vi giver dem, til den måde vi kommunikerer med dem på i konsultationen. Det viser respekt og anerkendelse,” understreger Pernille Østergaard og nævner, at det er enormt vigtigt at have forståelse for brugerne - uanset om de kommer for sent til eksempelvis en aftale.


“Vi ved jo ikke, hvad der er gået forud for brugernes aftale. De er godt klar over, at de er kommet for sent - og de er selvfølgelig trætte af det i forvejen. Måske har de siddet i kø på motorvejen? Måske er der sket et eller andet i hjemmet? Vi aner ikke, hvad de har været igennem. Derfor er det vigtigt at vise, at vi har forståelse og anerkender dem,” pointerer hun. 


For Pernille Østergaard vil brugerinvolvering kunne styrke den service, som hun og hendes kollegaer leverer. SDCC er kendt for sit fokus på brugerinddragelse, og det er hun stolt af, men det skal op på et endnu højere niveau.


“Der vil være mange, der siger: “Brugerinddragelse? Jamen, det gør vi da i forvejen!” Og det gør vi også,” pointerer Pernille Østergaard og fortsætter:
“Ja, vi møder brugerne, der hvor de er, men vi gør det på individniveau - ikke på organisatorisk niveau. For vi har jo ikke spurgt brugerne. Vi fornemmer mange gange, at vi har dem med, men vi ved det grundlæggende ikke. For vi har jo ikke spurgt dem systematisk,” understreger hun.

Mindre stress for brugerne

Der hvor Pernille Østergaard kan se, at brugerinvolvering har båret frugt har været, når det tværfaglige arbejde fungerer rigtig godt, og hvor der er mulighed for fleksibilitet i forhold til brugernes behov.

“Når alt det er på plads - at vi møder brugerne, der hvor de er, arbejder sammen på tværs af fag og har forståelse for at rette os ind efter, hvad der passer brugerne bedst, så er det virkelig skønt at se, hvor langt de er kommet nogle måneder senere. De vil mange gange være et helt andet sted og er slet ikke så sårbare som ved det første møde,” fortæller Pernille Østergaard og nævner, at det er vigtigt, at brugerne har mulighed for at kontakte diætister og behandlere, når de har lyst.

“Nogen vil måske tro, at de så vil kontakte os hele tiden. Det tror jeg ikke. Jeg tænker mere, at fordi de har muligheden, og vi er tilgængelige og dermed er der for dem, det vil få dem til at reflektere. Og på den måde vil de tage mere ansvar og ofte finde en løsning selv på problemet,” forklarer Pernille Østergaard, der ser Program Brugerinvolvering som et samlende element i fusionsprocessen.

“Det kan godt virke lidt overvældende for mange, at vi oven i fusionen skal håndtere brugerinvolvering også. Men jeg tror faktisk, at det kan være med til at binde os sammen - at her tager vi et fælles afsæt sammen. Men det er klart - det er et spørgsmål om, hvordan vi får det kommunikeret ud - så medarbejderne ikke føler det som en ekstra byrde,” understreger hun og nævner, at brugerinvolvering skal helt ind i medarbejdernes DNA, så det bliver en naturlig del af hverdagen.
“Det kan ikke nytte noget, at det føles som en belastning for os, der arbejder på SDCC. Vi skal alle have fornemmelsen af, at der kommer noget positivt ud af det.
Det er klart,” forklarer hun og tilføjer:
“Men når det så er sagt, så handler det her jo om at gøre en forskel for personer med diabetes. Og det vil mere systematisk brugerinvolvering gøre - det er jeg ikke i tvivl om. Brugerne vil føle sig langt mindre stressede, fordi deres diabetes og aftalerne på SDCC fylder mindre i deres liv.”

 

Redaktør