En mentorordning kan give tryghed

​Jacob Glahn har haft type 1-diabetes i 46 år og drømmer om, at der bliver etableret et frivilligt korps - en slags mentorordning på SDCC, som skal hjælpe, guide og følge personer, der enten lige har fået konstateret diabetes, eller som har behov for ekstra støtte i en periode. “Jo mere vi bliver involveret i SDCC, jo stærkere vil både centret og vi med diabetes blive,” siger han.

“Vi går jo gennem mange faser, som kan udfordre vores diabetes. Vi bliver teenagere, lever ungdomsliv, bliver voksne, får børn og mister måske en partner. Og med mange års erfaring med diabetes, så vil jeg gerne bidrage og hjælpe folk, der har det svært på et eller andet plan,” fortæller Jacob Glahn, der har levet med type 1-diabetes, siden han var 14 år. I dag er han 60 år og bor på Islands Brygge i København med sin kone og to store døtre.

Han tror, at jo mere brugerne på SDCC bliver involveret og får mulighed for at give ud af de erfaringer, de har, jo stærkere vil både SDCC og brugerne blive.

“I stedet for, at du ringer til en fremmed, der sidder ved telefonen i Diabetesforeningen eller på SDCC, så ringer du til en erfaren bruger fra SDCC - en slags mentor, som kan hjælpe, støtte og svare på spørgsmål i forbindelse med det at have diabetes. Jo mere vi bliver involveret i SDCC, jo stærkere vil både centret og vi med diabetes automatisk blive,” uddyber han og understreger, at man på den måde også vil kunne skabe mere tryghed, fordi der af helt naturlige grunde som ferie og fravær er udskiftning i ens behandlerteam. Det gør, ifølge Jacob Glahn, at man som bruger måske ikke har tendens til at opsøge centret så ofte, fordi der sidder en ny læge eller sygeplejerske i røret eller i konsultationen hver gang.

Mentorordning fra start

Jacob Glahn foreslår derfor, at så snart den nye bruger får konstateret diabetes, så skal han eller hun møde sin mentor med det samme.

“Det kan være noget med, at mentoren kommer ind på hospitalet efter aftale, hvor den nye bruger er indlagt og har fået konstateret diabetes. Og hvis kemien er rigtig, kan man måske sørge for, at mentoren allerede ved første ambulatoriebesøg er tilstede,” siger han og tilføjer:
“For det vil give rigtig meget, at du kan kontakte din mentor første gang, du skal til konsultation, eller hver gang du står i en problemstilling. Måske er du kommet til at tage for meget insulin? Du er måske gravid? Eller du har en teenager med diabetes, og du er bekymret? For problemet er, at det ikke altid er i løbet af en 15 minutters konsultation, at den slags problematikker kan løses. Der må man have en time eller to,” forklarer Jacob Glahn og nævner, at mentoren også kan gå med ind til konsultationen som bisidder.

For Jacob Glahn er god brugerinddragelse derfor, at man som bruger bliver mødt med åbne arme af nogen, man kender - enten af mentoren eller af et positivt fællesskab af brugere fra SDCC.

“Det er vigtigt - om man har noget at frygte eller ej i forhold til ens diabetesregulering. Det føles meget betryggende, at der står nogen klar med åbne arme, som har overskud. Står der en mentor eller et hold af ligesindede, som man kan følges med, og som er klar til at tale med en, inden man skal til konsultation - det kan tage brodden af nervøsiteten. Og det gør rent faktisk, at man er meget mere modtagelig for det, der bliver sagt,” understreger han.

Væk med fordomme og myter

Mere brugerinvolvering vil give behandlere og medarbejdere mere indsigt i, hvad det vil sige at have diabetes. På den måde vil SDCC, ifølge Jacob Glahn, løfte sig fra at være et af verdens førende til dét førende diabetescenter i verden. Jacob Glahn er nemlig stolt over SDCC, men vil også gerne gøre sit til, at centret fortsat ligger helt i top.

“Vi skal have noget reel fakta på bordet. Der florerer en masse myter og fordomme omkring det at have diabetes - og det er uanset om man er 20 eller 60 år, når man får konstateret diabetes. Og her er det virkelig vigtigt, at man får forklaret på en god måde, hvad det at have diabetes handler om. Får jeg nu skåret benet af? Bliver jeg blind? Eller dør jeg tidligere end andre?”, siger Jacob Glahn og fortsætter:
“Og det skal behandlerne blive bedre til at kommunikere ud. De skal afmystificere myterne og fortælle os, at diabetes er noget, man lever fint med. Ellers går vi rundt og føler os usikre. For vores mentale tilstand er jo med til at påvirke vores sukkertal,” siger han.

Og her vil en psykolog, som SDCC allerede har taget initiativ til, blive en stor hjælp for behandlerne og dermed også for brugerne, mener Jacob Glahn.
“Jeg tror, at en psykolog, der kan hjælpe medarbejderne til at forstå det mentale i at have diabetes, vil være en kæmpe hjælp. Psykologerne vil være et godt bindeled og få medarbejderne til at forstå, at de har stor indflydelse på det menneske, de møder i ambulatoriet. Og dermed også på personens diabetes, og hvordan den udvikler sig,” fortæller Jacob Glahn, der selv er meget overbevist om, at han vil mærke en positiv effekt af mere brugerinvolvering.
“Fordi jeg bliver hørt og mødt med respekt som menneske på lige fod med de ansatte.”    

Redaktør