24-timers blodtryksmåling bedst til at forudsige hjertekarsygdom

​Seniorforsker på Steno Diabetes Center Copenhagen har sammen med en række internationale samarbejdspartnere netop publiceret vigtig ny viden om hjertekarsygdom i det anerkendte tidsskrift JAMA.

Vent...

​24-timers blodtryksmåling er bedre til at forudsige hjertekarsygdom end blodtryk målt en enkelt gang af læge eller sygeplejerske på hospital eller i almen praksis. Det er konklusionen af et stort internationalt studie koordineret fra universitetet i Leuven, Belgien, og med seniorforsker Tine Willum Hansen, Steno Diabetes Center Copenhagen (SDCC) som ansvarlig for den danske del.

Ved starten af studiet blev forsøgsdeltagernes blodtryk målt i en klinik, og de blev undersøgt for andre kendte risikofaktorer for hjertekarsygdom, såsom diabetes, forhøjet kolesterol overvægt og rygning. Herefter fik de målt blodtrykket med et bærbart apparat der automatisk måler blodtrykket jævnligt over 24-timer, således også i løbet af natten. I gennemsnit blev der lavet 30 målinger af blodtrykket i dagtiden og 10 målinger om natten. 

Derefter blev deltagerne fulgt i registre for udvikling af hjertekarsygdom og død over en periode på gennemsnitligt 3.8 år. Blodtrykket målt over 24-timer var langt bedre end blodtrykket målt i klinikken til at forudsige hvem der fik hjertekarsygdom eller døde, særligt natblodtrykket var effektivt til at forudsige ens risiko.

“Vores resultater viser, at det er nødvendigt at måle blodtryk over hele døgnet for at få den mest præcise diagnose af forhøjet blodtryk. Dette er vigtigt, især inden man sætter en behandling i gang og evt. når man skal justere en behandling undervejs i et forløb,” siger Tine Willum Hansen.


Hjertekarsygdom og diabetes er tæt forbundne

24-timers blodtryksmåling bør derfor være tilgængelig og anvendes ved diagnostik af forhøjet blodtryk og opstart af behandling både i hospitals ambulatorier og praksis. Hjemmeblodtryksmåling, som ofte anvendes på SDCC, er også bedre end klinik blodtryk til at forudsige risiko, men fanger ikke forhøjet natligt blodtryk, som især ses ved nyresygdom.

Hjertekarsygdom og diabetes er tæt forbundet og er en farlig cocktail. Hjertekarsygdom er nemlig den primære årsag til, at personer med diabetes gennemsnitligt lever betydelig kortere end den øvrige befolkning, og tre ud af fire personer med type 2-diabetes dør af hjertekarsygdomme. 80 % af alle med diabetes har forhøjet blodtryk, og omvendt har 25 % med forhøjet blodtryk i klinikken normalt 24-timers blodtryk og skal derfor ikke behandles.

Studiet har fulgt mere end 11.000 personer fra 12 lande i Europa, Østasien og Latinamerika – nogle deltagere er fulgt i op til 14 år. Det er netop publiceret i det anerkendte tidsskrift Journal of the American Medical Association (JAMA)
 
Fakta om forskningen
• Tidsskrift: Journal of the American Medical Association (JAMA): Association of Office and Ambulatory Blood Pressure With Mortality and Cardiovascular Outcomes
• Studietype: Longitudinelt population-baseret kohorte studie
• Samarbejdspartnere: Jan A Staessen og Wen-Yi Yang, Leuven, Belgien og International Database on Ambulatory Blood Pressure in Relation to Cardiovascular Outcomes (IDACO) konsortiet
• Finansiering: EU, Hjerteforeningen, Lundbeckfonden
• Interessekonflikter: Ingen
• Kontakt til forskning: Seniorforsker Tine Willum Hansen
• Kontakt til kommunikation: Kommunikationsrådgiver Lise Nørgaard

Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor