Allan Flyvbjerg udnævnt til æresmedlem af Diabetesforeningen

​Direktør på Steno Diabetes Center Copenhagen modtog den flotte anerkendelsen af sin indsats på diabetesområdet, da foreningen holdt sit årlige repræsentantskabsmøde. Siden Diabetesforeningen blev stiftet i 1940 er kun otte andre tidligere blevet tildelt et æresmedlemsskab.

Vent...

​Direktør på Steno Diabetes Center Copenhagen (SDCC) gennem de seneste to og et halvt år, Allan Flyvbjerg, er netop udnævnt til æresmedlem af Diabetesforeningen. Det skete på foreningens repræsentantskabsmøde lørdag d. 25. maj.

Diabetesforeningen og arbejdet for den enkelte med diabetes er ikke fremmed for Allan Flyvbjerg. Han var nemlig igennem 11 år, 2000-2011, en synlig og særdeles aktiv formand for netop Diabetesforeningen og var bl.a. med til at iværksætte en National Handleplan for Diabetes i 2003, som senere medvirkede til, at FN vedtog en global indsats på diabetes-området.

”Blandt de anerkendelser man som diabeteslæge, -forsker og tidligere formand for Diabetesforeningen kan modtage, er udnævnelsen som æresmedlem for mig blandt de mest betydningsfulde. Jeg er rent ud sagt ’pavestolt’ og ud over æren, er det for mig yderligere et incitament til at arbejde endnu hårdere for diabetessagen. Det vil jeg gøre både som SDCC’s øverste chef og gennem et fortsat tæt samarbejde med Diabetesforeningen,” siger Allan Flyvbjerg.

Som direktør på SDCC har Allan Flyvbjerg fortsat sit engagement i den enkelte person med diabetes, bl.a. ved at videreudvikle diabeteshospitalets allerede gennemgående brugerinvolvering.  I løbet af de forgangne år har SDCC sat gang i et omfattende initiativ med involvering af personer med diabetes, der nu er endnu mere aktive medspillere og med helt inde i hospitalets ’maskinrum’, hvor de fx sidder med i ansættelsesudvalg og er vigtige stemmer i tilrettelæggelse af behandlingen og forskningen. Ikke mindst er personer med diabetes nu også en del af hospitalets bestyrelse og dermed med til at sætte retningen for SDCC’s samlede indsats.

Allan Flyvbjerg er den kun niende i rækken, der kan kalde sig æresmedlem siden Diabetesforeningen blev stiftet i 1940.

Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor