Behandlingen af personer med diabetes og dialysekrævende nyresygdom samles på Dialyseafdelingen

​For personer med både diabetes og en dialysekrævende nyresygdom følger mange hyppige besøg til undersøgelser og behandling af begge sygdomme. Besøgene for de to sygdomme har hidtil foregået på adskilte afdelinger, men samles fremover på Dialyseafdelingen på Herlev Hospital, hvor diabeteskonsultationerne vil foregå.   

Vent...

​Steno Diabetes Center Copenhagen (SDCC) har indledt et samarbejde med Dialyseafdelingen på Herlev Hospital om sammenlægning af behandlingsforløb for personer, der både har diabetes og en nyresygdom, der kræver hospitals-dialyse tre gange om ugen. Samarbejdet betyder, at konsultationen hos diabeteslægen og diabetessygeplejersken vil foregå i dialyseafsnittet i forbindelse med, at personen er i dialyse. 

” Vi ser frem til at lette hverdagen lidt for den svært multisyge patient, som ofte har mange kontakter i sundhedsvæsnet. Tre gange om ugen tilbringer patienterne fire timer ad gangen på hospitalet i forbindelse med dialysebehandlingen. Derudover følger ofte kontroller og undersøgelser hos andre specialer i ugens øvrige dage. Når diabetesbehandlerne fremover kommer til dem i Dialyseafdelingen, sparer de tid og besvær, ” siger overlæge Signe Sætre Rasmussen.


Mere kontinuitet i behandlingsforløb

Det nye samarbejde betyder, at det bliver nemmere at sikre kontinuitet i både behandlingsforløb og behandlingskvalitet. En forventet administrativ gevinst er at kunne reducere antallet af ombookinger, aflysninger og ukoordinerede forløb.

 

”Med det nye samarbejde er vi som diabetesbehandlere tættere på patienternes hverdag, og vi kan i højere grad sikre kontinuiteten. Ukoordinerede forløb er for patienterne både uoverskuelige og belastende .Vi håber, at det tætte samarbejde mellem specialisterne i nyresygdomme og i diabetes vil sikre den samlet set bedst mulige behandling. Som behandler glæder vi os over, at samarbejdet kommer til at sikre tværfaglig vidensdeling gennem tæt kontakt omkring de fælles patienter og ved faste fælleskonferencer, ”slutter Signe Sætre Rasmussen.
 

Samarbejdet er en del af de supplerende behandlingsinitiativer - udviklingsprojekter, som skal fremme den tværfaglige indsats og tilbud til personer med diabetes. Læs mere i faktaboksen herunder.

 

Om de supplerende behandlingsinitiativer

Supplerende Behandlingsinitiativer er tillæg til den eksisterende standardbehandling og har til formål at udvikle, afprøve, implementere, dokumentere samt evaluere nye og forbedrede behandlingsmetoder.

De Supplerende Behandlingsinitiativer på SDCC forventes at kunne bidrage til at sætte en ny standard for diabetesbehandling og derved løfte det generelle behandlingsniveau for alle personer med diabetes i Region Hovedstaden.

Læs mere om det fælles diabetes-nyre-samarbejde

 

Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor