Sundhedsfremmechef Bjarne Bruun Jensen takker af

​Efter eget ønske fratræder Bjarne Bruun Jensen sin stilling som sundhedsfremmechef på Steno Diabetes Center Copenhagen med udgangen af 2018.

Vent...

Efter mere end 10 år som sundhedsfremmechef på Steno Diabetes Center Copenhagen (SDCC) har Bjarne Bruun Jensen valgt at træde tilbage fra sin nuværende stilling for at nyde sit otium.

”Det har været et stort privilegium at starte og opbygge enheden for Sundhedsfremme på SDCC, ”siger Bjarne Bruun Jensen. ”Jeg kan se tilbage på 10 gode og spændende år, hvor vi har nået utrolig meget, og hvor sundhedsfremme og forebyggelse er sat på det nationale og internationale landkort. Jeg har nydt hvert et øjeblik og ser nu frem til, at næste generation sætter sig i chefstolen, ” udtaler han.

”Vi takker Bjarne for hans store indsats med at opbygge en stærk enhed, som har leveret flotte og anerkendte bidrag til forskningen inden for sundhedsfremme og forebyggelse, siger centerdirektør Allan Flyvbjerg. Bjarne kan være stolt af det produkt, som han giver videre til sin efterfølger.”

Bjarne Bruun Jensen fortsætter som sundhedsfremmechef året ud og vil derefter overgå til at være chefkonsulent for SDCC. Han får til opgave at deltage i planlægningen af den 11. verdenskonference om ’Forebyggelse af diabetes og diabeteskomplikationer’, som SDCC er vært for i 2020, samt at bidrage til planlægningen af SDCC’s aktiviteter ved Folkemødet i 2019 og 2020.

Stillingen som sundhedsfremmechef vil blive opslået snarest.

Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor