Centerdirektør på Steno Diabetes Center Copenhagen bliver ny bestyrelsesformand i Danish Diabetes Academy

​Novo Nordisk Fonden har desuden bevilliget 156 mio. kr. over en femårig periode til akademiet. Bevillingen skal anvendes med det formål at uddanne næste generation af diabetesforskere samt at understøtte netværk og forskningssamarbejder.

​”Det er ambitionen, at vi gennem Danish Diabetes Academy uddanner fremtidens diabetesforskere til at have en tværsektorielt og tværfaglig tilgang i deres arbejde. Det overordnede formål er at sætte forskerne i stand til at udvikle nye behandlingsformer, der kan forhindre de individuelle og samfundsmæssige følger af sygdommen diabetes,” siger centerdirektør på Steno Diabetes Center Copenhagen Allan Flyvbjerg, der netop er udpeget til ny bestyrelsesformand og overordnet leder af akademiet.


Novo Nordisk Fonden har bevilliget 156 mio. kr. til akademiet, og som følge af den nye bevilling vil Danish Diabetes Academy igangsætte en række aktiviteter. Akademiet vil således arrangere en lang række uddannelsesaktiviteter, bl.a. ph.d.- og postdockurser, med et særligt fokus på talent- og karriereudvikling af yngre diabetesforskere. Akademiet vil endvidere udbyde op til 45 ph.d.-stipendier og op til 40 postdocstipendier samt et antal internationale gæsteprofessorater. Akademiet vil desuden afholde en række ’outreach’-arrangementer, f.eks. konferencer med det formål at styrke netværk og etablering af samarbejder mellem forskere nationalt og internationalt.


Akademiet ledes strategisk af en bredt sammensat bestyrelse. Den daglige ledelse varetages af et sekretariat, der fysisk er forankret ved Odense Universitetshospital.


Danish Diabetes Academy er et landsdækkende initiativ for diabetesforskning og forskeruddannelse, der samler både yngre forskere og seniorforskere fra universiteter, hospitaler og virksomheder i Danmark. Akademiets overordnede mål er at styrke kvaliteten af forskeruddannelse inden for diabetes. Et særligt mål at er at give unge forskertalenter optimale muligheder for at dygtiggøre sig og forfølge en karriere inden for feltet.


Læs pressemeddelelse fra Novo Nordisk Fonden her.

Redaktør