Danmarks første professor i brugerinvolvering bliver ny seniorforsker på Steno Diabetes Center Copenhagen

​Kirsten Lomborg tiltræder en stilling som seniorforsker på Steno Diabetes Center Copenhagen, hvor hun skal udvikle nye metoder til at øge livskvaliteten og forebygge komplikationer hos personer med diabetes.

Vent...

​Steno Diabetes Center Copenhagen (SDCC) sætter nu yderligere fart i udviklingen og implementeringen af brugerinvolvering og brugercentrering i behandlingen. Det sker med ansættelsen af Kirsten Lomborg, Danmarks første professor i brugerinvolvering. Hun tiltræder en stilling som seniorforsker i forskergruppen Diabetes Management.

”Kirsten Lomborg besidder helt unikke kompetencer og erfaring inden for brugerinvolvering, og det er virkelig glædeligt, at vi kan tiltrække én person med så stærk en faglig profil på dette vigtige område til SDCC”, siger centerdirektør Allan Flyvbjerg og fortsætter:

”Brugerinvolvering er et højt prioriterede indsatsområde på SDCC, og med Kirsten Lomborg som en del af holdet sætter vi yderligere turbo på at udvikle og implementere værktøjer for brugerinvolveringen, den personcentrerede behandling og for, hvordan vi kan fremme livskvaliteten for personer med diabetes. Det er værktøjer, der skal anvendes på SDCC samt udbredes regionalt og nationalt, og de vil dermed blive til gavn for mange personer med diabetes”.


Systematisk brug af fælles beslutningstagning

Kirsten Lomborg har kandidat og ph.d. i sygepleje og har gennem mere end 15 år arbejdet med at opbygge brugerinvolveret behandling. Hun kommer fra en stilling som forskningsleder inden for personcentrerede pleje- og behandlingsforløb på Københavns Professionshøjskole, og hun har desuden siden 2013 været ansat som professor med særlige opgaver i patientinvolvering på Institut for Klinisk Medicin, Aarhus Universitet.

”Fra Aarhus har jeg erfaring med forskning i systematisk brug af metoden fælles beslutningstagning og PRO-baseret samarbejde med borgere med en eller flere kroniske sygdomme. Det glæder jeg mig til at bidrage med hos SDCC og gøre en positiv forskel med forskning, der underbygger, hvordan vi bedst involverer personer med diabetes og skaber bedre livskvalitet. Samtidig vil jeg også fokusere på, hvordan sundhedspersonalets arbejdsindhold ændres, og hvad det betyder for arbejdsglæden. For jeg er overbevist om, at brugernes og sundhedspersonalets trivsel hænger tæt sammen”, fortæller Kirsten Lomborg.

Kirsten Lomborg skal primært varetage forskning indenfor sit eget felt, men skal også forestå videnskabelig formidling, samt vejlede og deltage i det tværfaglige arbejde om brugerinvolvering, psykosocial støtte, mm. Hun tiltræder stillingen som seniorforsker på SDCC d. 1. maj.

Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor