Steno Diabetes Center Copenhagen bliver partner i satsningen 'Røgfri Fremtid'

​Børn og unge har ret til en røgfri opvækst, og Steno Diabetes Center Copenhagen (SDCC) går med i kampen for, at det bliver muligt. Aktuelt som ny partner i kampagnen Røgfri Fremtid.

Vent...

SDCC går aktivt med i indsatsen Røgfri Fremtid, som Kræftens Bekæmpelse og TrygFonden har indledt for at forhindre børn og unge i at indlede en karriere som rygere.

"Ud over at rygningen øger risikoen markant for at udvikle type 2-diabetes, gambler personer med diabetes med deres helbred og løber en særlig stor risiko for at udvikle hjerte-kar-sygdom, hvis de ryger. Derfor støtter vi op om en kampagne med en vision, vi deler; nemlig at børn og unge får et liv uden røg", siger SDCC-direktør, Allan Flyvbjerg.

Afsættet for kampagnen Røgfri Fremtid er den dystre kendsgerning, at det går den gale vej med unge og rygning. Ifølge Kræftens Bekæmpelse begynder 40 unge hver dag at ryge, og halvdelen af dem, som bliver ved, ender med at dø af det. Siden lanceringen af Røgfri Fremtid i maj har 95 organisationer, kommuner og uddannelsessteder meldt sig som partnere.

At SDCC tegner sig som partner i kampagnen er meget oplagt, siger Allan Flyvbjerg:

"Det ligger i vores DNA, som Skandinaviens største diabeteshospital med fokus på en optimeret diabetesbehandling, at forebygge sygdom og skabe sundhed. Vi gør det på mange måder; konkret i vores behandlingstilbud, i forskningen og ved at formidle viden om diabetes. Et partnerskab i Røgfri Fremtid er i naturlig forlængelse af dette. Vi tager medansvar for, at ingen unge i vores målgruppe begynder at ryge, og vi gør det, fordi det er vigtigt for hele befolkningen", siger Allan Flyvbjerg.

Forebyggelseschef i Kræftens Bekæmpelse Mette Lolk Hanak byder SDCC velkommen som partner:

"Vi er rigtig glade for, at Steno Diabetes Center Copenhagen bliver en del af Røgfri Fremtid. Vi har en fælles interesse i, at børn og unge ikke begynder at ryge. Hos SDCC oplever man på tæt hold, hvor stor skade tobak kan gøre. Det er en stærk og vidende spiller, vi nu kan byde velkommen på holdet. Vi glæder os meget til samarbejdet for en røgfri generation", siger Mette Lolk Hanak.

To projekter, samme mål

Partnerskabet i Røgfri Fremtid går hånd i hånd med forsknings- og interventionsprojektet Røgfri Erhvervsskoler, som Sundhedsfremme ved SDCC gennemfører sammen med Hjerteforeningen og Kræftens Bekæmpelse. Projektets mål er at indføre røgfri skoletid på erhvervsskoler og skabe ny viden om, hvordan erhvervsskoler og andre steder med mange rygere kan blive røgfrie. Strukturel forebyggelse på erhvervsskoler er særlig vigtig, da Ungdomsprofilen fra 2014 viste, at 37 procent af eleverne på erhvervsskolerne ryger dagligt mod 12 procent på gymnasierne. Så her er potentiale for forbedring. Det fortæller Charlotte Demant Klinker, som er forsker og teamleder ved Sundhedsfremme, SDCC.

"I Sundhedsfremme arbejder vi målrettet med at reducere social ulighed i sundhed og en indsats for at nedbringe antallet af rygere på erhvervsuddannelser, er en vej hertil. Udover at en stor andel af erhvervsskoleelever ryger, viser ungdomsprofilen fra 2014 også, at disse elever ofte også på andre områder har en usund livsstil. Samlet øger det deres risiko for at få livsstilssygdomme, herunder diabetes, senere i livet", siger Charlotte Demant Klinker.

En af Røgfri Fremtids anbefalinger er, at der indføres røgfri skoletid på uddannelsesinstitutioner. Derfor forventer Charlotte også, at viden og erfaringer fra projekt Røgfri Erhvervsskoler kommer Røgfri Fremtid til gavn.

"Vi arbejder systematisk i Røgfri Erhvervsskoler med at opnå ny viden om processer, strukturelle og organisatoriske forhold i arbejdet med at indføre røgfrihed. Selv om vores målgruppe specifikt er erhvervsskoleelever, er der meget viden, som kan anvendes i projekt Røgfri Fremtid", siger Charlotte Demant Klinker.

Sundhedsfremme ved SDCC arbejder desuden sammen med Kræftens Bekæmpelse, Hjerteforeningen og Statens Institut for Folkesundhed med at gennemføre en ny ungdomsprofil, der i 2019 skal kortlægge unges sundhedsprofil. "Den opdaterede og repræsentative viden er vigtig for bedre at kunne målrette andre fremtidige forebyggelsesindsatser på erhvervsskoler", fortæller Charlotte Demant Klinker.

 

 

Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor