Nyt forskningsprojekt vil forbedre opsporing af hjertekarsygdomme hos personer med type 2-diabetes

Projektet vil scanne ca. 900 personer med diabetes og gennem registeropfølgning få ny viden om sammenhængen mellem forandringer i hjertes små blodkar og hjertekarsygdom. Novo Nordisk Fonden har netop bevilliget 10 mio. kr. til forskningen. 

Vent...

Hjertekarsygdom og type 2-diabetes er tæt forbundet og er en farlig cocktail. Hjertekarsygdom er nemlig den primære årsag til, at personer med type 2-diabetes gennemsnitligt lever betydelig kortere end den øvrige befolkning, og tre ud af fire personer med type 2-diabetes dør af hjertekarsygdomme.
Derfor er det vigtigt at sætte ind med forebyggelse og finde de personer med diabetes, der har høj risiko for at udvikle hjertekarsygdom. Netop sådan et forskningsprojekt er nu klar til at gå i gang på SDCC med en forskningsdonation på ca. 10 mio. kr. fra Novo Nordisk Fonden. 

”Vores formål er at identificere de personer med type 2-diabetes, der har høj risiko for at få hjertekarsygdom. Det gør vi ved først at scanne ca. 900 personer med type 2-diabetes og dernæst følge dem i en periode på fem år,” siger Tine Willum Hansen, seniorforsker på Steno Diabetes Center Copenhagen og leder af forskningsprojektet.

”Vi ved, at forkalkning i de store blodkar giver stor risiko for hjertekarsygdom – men nogle personer med diabetes har ikke denne forkalkning og udvikler alligevel hjertekarsygdom. Derfor vil vi nu undersøge de små blodkar,” fortsætter hun.

PET-scanningen af hjertet skal vise, om der er forandringer i de små blodkar rundt om hjertet, og opfølgningsperioden skal vise, om forandringer i disse blodkar giver øget risiko for hjertekarsygdom.


Samarbejde med SDCS

I løbet af de næste år skal forskningsgruppen finde  900 voksne med type 2-diabetes og uden hjertekarsygdom, der kan deltage i projektet. Det kommer til at ske i et samarbejde med Steno Diabetes Center Sjælland (SDCS), og Tine Willum Hansen forventer, at de 600 deltagere vil komme via SDCC, mens de resterende 300 vil komme fra SDCS. Alle scanninger foregår på Rigshospitalet.

”I scanningen vil vi teste blodgennemstrømningen i hjertet under stress, undersøge forkalkningen af de store blodkar og hjertes pumpefunktion. Efter fem år følger vi op på undersøgelserne gennem registerbaseret forskning, så vi kan få en viden om sammenhængen mellem disse tre vigtige hjertefunktioner og udvikling af hjertekarsygdomme hos personer med diabetes”, fortæller Tine Willum Hansen.

Som et mindre understudie vil Tine Willum Hansen også undersøge samspillet mellem hjertekarsygdom og nyresygdom hos personer med type 2-diabetes.

Projektet har titlen ’Deep phenotyping of the heart with advanced imaging modalities in type 2 diabetes– implications for pathophysiology and prognosis’. Det har modtaget 9.875.660 kr. i støtte fra Novo Nordisk Fonden og løber over fem år.

Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor