Forskningsprojekt skal skaffe viden om Flash glukosemåling

​Der mangler viden om, hvilke personer med type 1-diabetes der har mest gavn af teknologien Flash glukosemåling – og i lige så høj grad mangler der viden om, hvilken undervisning der skal sikre, at brugerne ved, hvordan de bedst anvender teknologien. Den viden vil et forskningsprojekt nu skaffe.

Vent...

Flash glukosemåler er en forholdsvis ny teknologi til kontinuerlig blodsukkermåling – i daglig tale ofte kaldet sensor-systemer. Ganske som ved velkendte sensor-systemer bliver der med Flash glukosemåler sat en lille sensor under huden for at måle vævssukkeret, og en sender uden på huden til at transmitterer resultatet, dvs. det aktuelle blodsukkerniveau. Man kan aflæse blodsukkeret ved enten at føre et medfølgende apparat (aflæseren) eller sin smartphone hen over sensoren for at aflæse blodsukkerværdien. Ved Flash glukosemålere skal brugeren ikke kalibre med almindeligt blodsukkerapparat.

Flash Libre forskningsprojekt 1.jpg

Men hvem har mest glæde og udbytte af teknologien, og hvilken undervisning er der behov for? Og hvor effektivt er Flash glukosemåling sammenlignet med kulhydrattælling ved appen MySugr? Det er projektet ABC Flash på Steno Diabetes Center Copenhagen i gang med at undersøge.

”Vores formodning er, at Flash glukosemåling vil hjælpe med at få blodsukkerværdierne og langtidsblodsukkeret til at ligge tættere på normalt end ved traditionel blodsukkermåling i fingeren. Men vi ved det ikke, for der mangler viden om, hvilken forskel det gør at anvende teknologien i forhold til den traditionelle finger-måling,” fortæller læge og projektleder Anna Secher.

”Men teknologien kan ikke stå alene. Derfor handler en del af projektet også om at tilrettelægge undervisning, der passer til den enkelte. For nogen vil det være undervisning i brugen af Flash glukosemåling, for andre vil det være mere traditionelle kurser i kulhydrattælling, der er den bedste løsning for at passe sin type 1-diabetes i det daglige,” fortsætter hun. 

Redskaber til at få bedre styr på diabetes

Projektet er målrettet voksne med type 1-diabetes, der bruger insulinpen og som har svært ved at holde et langtidsblodsukker inden for de anbefalede rammer. Projektet startede op for et år siden og er netop nu i gang med at inkludere flere deltagere. Det fortsætter frem til foråret 2020, og allerede inden udgangen af 2020 forventer projektteamet at kunne præsentere resultater.

”Målet er, at det bliver lettere for personer med type 1-diabetes at opnå stabilt blodsukker og håndtere type 1-diabetes bedre i det daglige. Med afsæt i projektet vil vi undersøge effekten af undervisningskoncepter i Flash glukosemåling, avanceret kulhydrattælling og kombinationen,” forklarer Anna Secher.
Projektet håber på at kunne tiltrække 200 deltagere. En lodtrækning blandt de 200 vil afgøre, om hvem der i projektperioden skal anvende Flash glukosemåling, hvem der skal læres op avanceret kulhydrattælling, hvem der skal bruge begge koncepter og endelig, hvem der indgår som kontrolgruppe uden ændringer i deres behandling.

Læs om ABC Flash-projektet hos SDCC
Læs om ABC Flash-projektet hos Diabetesforeningen

Flash Libre forskningsprojekt 10.jpg


Læs om Flash glukosemåling og andre typer måling af blodsukkeret hos Videncenter for Diabetes

Eller se en video om kulhydrattælling hos Videncenter for Diabetes


Projektet ABC Flash er blot et af flere under SDCCs forskningsgruppe Diabetes Technology. Her er en række forskningsprojekter i gang med at skaffe viden om, hvordan ny teknologi kan støtte personer med både type 1- og type 2-diabetes.
Projektet foregår i samarbejde med Nordsjællands Hospital, Bispebjerg og Frederiksberg Hospital, Rigshospitalet og Amager og Hvidovre Hospital.

Kontakt til forsker: Anna Secher

Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor