Hvordan er prædiabetes defineret? Metoden siger noget om risikoen for hjertekarsygdomme

​Personer med prædiabetes har en forhøjet risiko for udvikling af hjertekarsygdom og for tidlig død. Hvor stor risikoen er, afhænger dog af, hvordan prædiabetes er defineret. Det viser forskning fra Steno Diabetes Center Copenhagen.

​I dag bruger man forskellige metoder til at definere prædiabetes – men det er ikke de samme personer, de forskellige metoder udpeger. Samtidig er det velkendt, at der er sammenhæng mellem hjertekarsygdom, for tidlig død og prædiabetes. Derfor er det nærliggende at undersøge, om hjertekarsygdomme udvikler sig forskelligt fra den ene person til den anden alt efter, hvilken metode der er brugt til at definere prædiabetes. Det spørgsmål har Dorte Vistisen og Kristine Færch fra Klinisk Epidemiologi på Steno Diabetes Center Copenhagen (SDCC) undersøgt i et studie, der netop er udkommet i det internationale tidsskrift Diabetes Care.


”Konklusionen er grundlæggende, at der er stor forskel på risikoen for hjertekarsygdomme hos personer med prædiabetes, afhængig af hvordan prædiabetes er defineret. Der var højest risiko for at udvikle hjertekarsygdom eller at dø hos personer med prædiabetes, defineret ud fra langtidsblodsukkeret, HbA1c. Det indikerer, at denne metode fanger de rette personer, i hvert fald indenfor aldersgruppen 50-80 årige, siger Dorte Vistisen, seniorforsker og teamleder i Klinisk Epidemiologi på SDCC og fortsætter:


”Den gode nyhed er til gengæld, at den forhøjede risiko primært skyldes faktorer som rygning, forhøjet kolesterol og forhøjet blodtryk – altså almindelig kendte risikofaktorer for hjertekarsygdom. Bliver der taget hånd om disse risikofaktorer, burde prædiabetes ikke give anledning til markant højere risiko for hjertekarsygdom og tidlig død end hos den almindelige befolkning.”


Fasteglukose og HbA1c
Forskerne har både set på forskel i risiko for hjertekarsygdom og for tidlig død hos personer med prædiabetes i alderen 50-80 år afhængig af, hvordan prædiabetes er defineret, og på om den forhøjede risiko kan forklares ved tilstedeværelsen af andre risikofaktorer for hjertekarsygdom. Studiet er baseret på data fra deltagere i den London-baserede Whitehall II population. Prædiabetes kan afgøres ved at måle blodsukker efter faste (fasteglukose) eller ved at tage en blodprøve, der giver et gennemsnitligt blodsukker for en længere periode (HbA1c). Deltagerne i studiet havde både fået målt fasteglukose og HbA1c, samt en lang række andre risiko faktorer.


”Når vi tog højde for andre risikofaktorer for hjertekarsygdom, blev den forhøjede risiko hos personer med prædiabetes markant reduceret. Det sætter spørgsmålstegn ved anvendeligheden af prædiabetes som et selvstændigt værktøj til risikovurdering, når det gælder hjertekarsygdom og for tidlig død”, siger Dorte Vistisen.


Artiklen er netop udkommet i tidsskriftet Diabetes Care og har titlen ”Risk of Cardiovascular Disease and Death in Individuals With Prediabetes Defindes by Different Criteria: The Whitehall II Study.”

Læs artiklen her.

Redaktør