​​​

Jeg er rockstjernernes manager

​Chef for Klinisk Forskning på Steno Diabetes Center Copenhagen, Birgitte Brock, fylder 60 år på tirsdag den 13. juni.​

Vent...

​Når Birgitte Brock skal fortælle om sit arbejde som chef for Klinisk Forskning på Steno Diabetes Center Copenhagen, er der ingen tvivl om, at hun er stolt af de omkring 150 mennesker, som er ansat i afdelingen og som hun har været chef for siden 2017.

"Jeg synes, det er så fedt, hvis de får udrettet noget stort, og jeg selv kan tænke, at jeg har bidraget til at få det til at ske," siger hun.

På tirsdag den 13. juni fylder hun 60, og som datter af en far, der var  læge, lå det lige for, at hun selv skulle læse medicin. Specialet blev klinisk farmakologi, for som hun siger, "der er ikke meget håndværker gemt i mig".

"Jeg kan lide at se mønstre og arbejde lidt som en detektiv i laboratoriet, og det passer godt med alle aspekter af diabetesforskning," fortæller hun.

Hendes CV vidner da også om en lang karriere inden for biomedicin og farmakologi, før hun i 2017 fik jobbet som chef for de kliniske forskere på Steno i København. Hun havde med interesse set jobopslaget og søgte, da hun gennem et rekrutteringsbureau blev opfordret til at søge stillingen, da den blev opslået for anden gang med en profil, der matchede hendes

​Bliver aldrig selv rockstjerne

Birgitte Brocks egen samling af videnskabelige artikler rummer ikke mange som hverken første- eller sidste-forfatter, og det gør hun en dyd ud af at fortælle:

"Jeg er rockstjernernes manager her på Steno. Jeg bliver aldrig selv en rockstjerne, for det er noget andet, jeg er bedst til."

Men så er der heldigvis en hel del diabetesforskere i verdensklasse i Birgittes afdeling.

"Min tilgang er, at vi skal skabe værdi med vores forskning. Vores mission er, at vi skal skabe bedre forhold for mennesker med diabetes og dem, der er er i risiko for at få diabetes. Det er egentlig meget simpelt. Alle forskningsprojekter bliver vurderet med det udgangspunkt og alle forskere bidrager lige meget. Nogle gange er man i overhalingsbanen, men indimellem trækker man en tid ud til højre, og så er der andre, der overhaler, men alle kører stadig i samme retning."

Filosofien er at stræbe højt og tænke innovativt med risiko for, at idéer og projekter ikke falder ud som forventet. Men så er chancen også desto meget større for at opnå exceptionelle resultater.

"Vi skal være risikovillige nok til også ikke at lykkes med alt det, vi giver os i kast med, for ellers bliver vi aldrig nummer et. Det er min helt klare ambition: At vi her på SDCC er og vedbliver at være blandt de allerbedste i verden inden for både forskning, uddannelse og behandling."

Som en del af SDCCs ledelse har Birgitte Brock en stor aktie i at skabe samarbejde og synergi på tværs af hele organisationen.

"Vi lykkes kun med den store forskningsindsats, hvis den kommer borgerne til gavn gennem direkte eller indirekte aftryk på guidelines, behandlingsvejledninger og forløbsprogrammer," siger hun.

Skal man være blandt de bedste i verden, er det nødvendigt med samarbejder, og Birgitte Brock fremhæver, at det i løbet af de sidste år er lykkedes at få integreret SDCC yderligere  i Region Hovedstadens forskningsmiljø.

Forbilledet er blandt andet Mayo Clinic i Rochester, Minnesota i USA.

"Jeg ønsker mig, at SDCCs kliniske forskning bidrager til, at vi på SDCC bliver Nordeuropas Mayo Clinic på diabetesområdet. Som SDCC er Mayo Clinic "mission driven" – de har en klar mission og er blandt de bedste i verden. Det er vi, og det skal vi blive ved med at være."

Fra Risskov til Nørrebro

Den umiddelbare fødselsgave er dog, at hele dagen, tirsdag den 13. juni, skal tilbringes med barnebarnet Axel på to år. Hele familien samles i Tivoli om aftenen, hvor også det yngste barnebarn Ellen på blot to måneder er med.

Birgitte har to voksne sønner og selv om hun ikke er gift med privatpraktiserende speciallæge Mogens Pfeiffer Jensen, kalder hun ham for "min mand, for han kalder mig for sin kone".

I sankthansweekenden rykkes der til Aarhus, hvor de har et hus i Risskov og så skal der holdes stor havefest.

Birgitte er født og opvokset i Aarhus, det er her, hun blev uddannet læge og havde sine første mange ansættelser. Men så kom muligheden for jobbet på SDCC og de første to år af sin ansættelse, pendlede hun mellem huset i Risskov og en lejlighed på Den Sorte Plads på Nørrebro.

"Det var noget af en omvæltning for mig at bo på Nørrebro, men hvor var det fantastisk. Jeg lærte om andre måder at være dansk på, og det var sundt for sådan en provinsboer som mig."

I dag bor hun og manden i en lejlighed på Vesterbro, og da børn og børnebørn også bor i København, bliver det sværere og sværere at holde fast i Risskov-villaen. For jobbet løber Birgitte ikke fra:

"Det er jo helt fantastisk at få lov at være her – et privilegium. Jeg bliver stadigvæk rørt, når jeg tænker på, at jeg har fået lov til at være chef for Klinisk Forskning på Steno og stolt, når jeg ser det, medarbejderne leverer hver eneste dag. Der findes jo ikke noget bedre job."

Birgitte kvitterer med hindbærsnitte-kagekone til medarbejderne dagen efter sin fødselsdag.



Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor