Konference: Kvinder med graviditetsdiabetes mangler rådgivning for at kunne fastholde en sund livsstil efter fødslen

​Danish Diabetes Academy (DDA) og Forebyggelsesgruppen på SDCC har netop afholdt et heldagsseminar om forebyggelse af type 2 diabetes hos kvinder, som har haft graviditetsdiabetes.

Ca. 100 deltagere var mødt op til seminaret, "What happens after a gestational diabetes mellitus pregnancy?” som Danish Diabetes Academy og forskningsleder Helle Terkildsen Maindal og post doc Karoline Kragelund fra Forebyggelsesgruppen på Steno Diabetes Center Copenhagen havde arrangeret sammen med andre eksperter på området. 

Halvdelen af de kvinder, som har haft graviditetsdiabetes vil inden for 10 år efter fødslen få type 2 diabetes. Graviditetsdiabetes har dermed en langtidsvirkning på sundheden, hvilket Professor Peter Damm fra Rigshospitalet, blandt andet kom ind på i sit oplæg. Professor David Mcintyre fra DDA fulgte op ved i sit indlæg at tale om disse kvinders risiko for type 2 diabetes.
Talerne af Post Doc Louise Grunnet og Professor Kaberi Dasgupta talte om hvorledes børn og fædre, også er i risiko for overvægt, diabetes og andre kroniske sygdomme.

På seminaret deltog også Pia Bøhlers Larsen, som i alle sine tre graviditeter fik graviditetsdiabetes og som efter hver fødsel oplevede, at hun ikke fik vejledning i forhold til at forebygge type 2 diabetes efterfølgende.  

”Og kvinder med graviditetsdiabetes oplever barrierer for behandling og især hjælp til at fastholde en sund livsstil efter fødslen, ” påpeger Karoline Kragelund, som fremlagde resultater fra egen primært kvalitativ forskning og anden evidens på området. 

Forskningsleder, Helle Terkildsen Maindal fulgte om med et indlæg om udfordringerne ved at lave forebyggelse blandt disse familier, der typisk efter fødslen føler sig raske, og ikke har fokus på en mulig risiko ude i fremtiden. Hun pegede bl.a. på en sundhedsfremmende tilgang med fokus på health literacy. 

Dagen sluttede med et indlæg af forsker Sharleen OReilly, der delte gode eksempler fra forebyggelse blandt disse familier fra Australien.

Redaktør