Kristine Skovgaard Bossen ny programleder på Steno Diabetes Center Copenhagen

​Kristine Skovgaard Bossen kommer fra en stilling som chefkonsulent i Hjertecentret på Rigshospitalet og har stor erfaring med strategisk projektledelse inden for sundhedsområdet. Hun tiltræder stillingen som programleder på Steno Diabetes Center Copenhagen d. 1. juni 2018.

Vent...

​Steno Diabetes Center Copenhagen (SDCC) har ansat Kristine Skovgaard Bossen som programleder for de tværsektorielle regionale satsninger, der skal løfte og styrke diabetesbehandlingen for alle med diabetes i hele Region Hovedstaden.
"Kristine Skovgaard Bossen har en stærk sundhedsfaglig profil og stor erfaring i programledelse, hvor hun blandt andet har arbejdet med organisering, sundhedsplanlægning og opbygning af gode sammenhængende forløb for personer med diabetes", siger Allan Flyvbjerg, centerdirektør på SDCC".

"Det er disse kompetencer vi har lagt vægt på i ansættelsen, men også hendes brede erfaring med tværfaglige og tværsektorielle samarbejder".
Som programleder på SDCC vil hun indgå i det programlederteam, der blev etableret for et år siden, som faciliterer og koordinerer samarbejdet med de øvrige hospitaler i regionen via Steno Partner aftaler. Teamet driver desuden en lang række udviklingsprojekter med fokus på at løfte diabetesbehandlingen i krydsfeltet mellem hospitalsniveau, praksissektoren og kommunerne. Kristine Skovgaard Bossen skal som programleder drive nogle af de igangværende projekter, men også sætte nye evidensskabende udviklingsprojekter i gang.


Stærk sundhedsfaglig projektleder
Kristine Skovgaard Bossen kommer fra en stilling som chefkonsulent i Hjertecentret på Rigshospitalet, hvor hun har været programleder for arbejdet med værdibaseret styring. Hun har tidligere været ansat i Kræftens Bekæmpelse med fokus på at styrke kræftbehandlingen og har desuden stor erfaring med diabetesområdet fra sin tidligere ansættelse i Sundhedsstyrelsen, hvor hun bl.a. var sekretær for Diabetesstyregruppen.
"Det motiverer mig at skabe forbedringer med udgangspunkt i brugernes behov og skabe en organisering, der understøtter dette", siger Kristine Skovgaard Bossen. "Jeg glæder mig meget til at blive en del af et stærkt behandlings-, forsknings- og udviklingsmiljø og at arbejde for at styrke diabetesbehandlingen i Region Hovedstaden - både på SDDC og i tæt samarbejde med de andre hospitaler, almen praksis og kommunerne".
Kristine Skovgaard Bossen tiltræder sin nye stilling den 1. juni 2018.

Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor