Midler fra Danish Diabetes Academy styrker forskning i type 1- og type-2 diabetes

​To forskere på Steno Diabetes Center Copenhagen (SDCC) er blandt de 22 forskningstalenter, som Danish Diabetes Academy har tildelt midler for at styrke diabetesmiljøet i Danmark.

Vent...

To forskere fra den kliniske epidemiologiske forskningsgruppe på SDCC har fået del i de 30 mio. kr., som Danish Diabetes Academy netop har uddelt. Pernille Falberg Rønn har fået 1,8 mio. kr. til en 3-årig postdoc, hvor hun skal undersøge, hvilke faktorer, der har betydning for, at en velreguleret type 1-diabetes udvikler sig til at være knap så velreguleret. Seniorforsker og teamleder Kristine Færch har fået 272.500 kr. til at invitere en ekspert indenfor appetit og fødevarepræferencer, professor og psykolog indenfor psykobiologi, Graham Finlayson, til SDCC som gæsteforsker. Professor Finlayson vil bidrage med sin viden til et nyt forskningsprojekt i gruppen.

Identifikation af mønstre, som kan afsløre udvikling fra velreguleret til dårligt reguleret type 1-diabetes

Dårlig reguleret type 1-diabetes er præget af høje blodglukoseniveauer, hvilket på sigt fører til en lang række følgesygdomme. Mange får type 1-diabetes allerede i barndommen, og det ses ofte at blodglukoseniveauerne hos ellers velregulerede børn, forværres under overgangen til ungdom og voksenalder.  Nogle er særligt udsatte for denne udvikling, som måske også sker i en bestemt periode i livet. Det skal Pernille Falberg Rønn nu undersøge i sit projekt, hvor hun vil sammenholde kliniske data fra danske registre og patientdata fra SDCC med nationale registre.

”Vi ønsker at få mere viden, om mønstre i udviklingen af blodsukkerniveauer henover et liv med type 1-diabetes samt forstå hvad der driver disse mønstre” siger Pernille Falberg Rønn. 

Hun håber, at forskningsresultaterne kan bruges til at udvikle et online-værktøj, der kan guide klinikerne og hjælpe til at ændre et uhensigtsmæssigt sygdomsforløb for patienterne.

Projektet forventes afsluttet medio 2022.

Forebyggelse af type 2-diabetes med ny viden om døgnrytme, appetit og fødevarevalg

I begyndelsen af 2019 starter Kristine Færch RESET op – et projekt, som skal undersøge, hvilken effekt det har at spise indenfor et kortere tidsinterval af dagen hos personer, som er i risiko for at udvikle type 2-diabetes. Professor og psykolog, Graham Finlayson er allerede samarbejdspartner i projektet.

”Professor Finlayson har mere end 15 års ekspertise inden for appetit, fødevarevalg og forholdet mellem spiseadfærd og fysisk aktivitet. Vi har en forhåbning om, at samarbejdet kan give os større indsigt inden for dette forskningsfelt og bidrage til, at vi på SDCC får mere fokus på, hvordan hjernen og adfærdsændringer kan kontrollere menneskers appetit og fødevarevalg”, siger Kristine Færch.

Professor Finlayson har udviklet et computerbaseret spørgeskema, The Leeds Food Preference Questionnaire, som har til formål at undersøge fødevarepræferencer. Spørgeskemaet skal tilpasses danske forhold og vil derefter indgå som en del af det nuværende projekt, RESET, men også i kommende studier på SDCC.

”Det langsigtede mål er at udvikle mere effektive strategier til at forebygge og behandle type 2-diabetes,” slutter Kristine Færch.

Professor Finlayson forventes at besøge SDCC fra sommeren 2019.

Læs mere på Danish Diabetes Academys uddeling til 22 unge forskere



Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor