Siden 1920’erne har diabetesforskerne haft fokus på at forebygge de komplikationer, som diabetes kan forårsage på øjne, fødder, nyrer og hjerte.
Men i løbet af de senere år har de fået øjnene op for et nyt organ: Hjernen.
Studier viser, at type 2-diabetes hænger sammen med en øget risiko for at udvikle kognitive forstyrrelser. Det kan for eksempel være let glemsomhed, koncentrationsbesvær, søvnproblemer, og i sidste ende demens. Desuden har personer med type 2-diabetes en øget risiko for stroke, dvs. blodprop eller blødning i hjernen, og for at udvikle depression.
Trods problemets alvor mangler der viden på området, forklarer Jørgen Rungby, overlæge på Steno Diabetes Center Copenhagen.
”De internationale retningslinjer anbefaler, at vi laver en kognitiv test ved 65-årsalderen, men vi ved ikke, hvordan vi skal gøre, eller hvad vi skal bruge den til. Der er i dag ingen konsensus på området,” siger Jørgen Rungby.
Neuro Unit skal bane vejen
Derfor lancerer Steno nu den nye Steno Diabetes Neuro Unit. Den tværgående forskningsenhed, skal fokusere på, hvorfor kognitive forstyrrelser opstår, hvem de rammer, og hvad vi kan gøre ved dem. Steno Diabetes Neuro Unit skal samarbejde bredt med andre forskere og behandlere på og uden for Steno, så hjernen tænkes ind på tværs af specialer og faggrupper.
Ifølge Magnus T. Jensen, direktør på Steno Diabetes Center Copenhagen, er hjernen et enormt vigtigt forskningsområde i disse år.
”Både personer med og uden diabetes bliver ældre og ældre, og det betyder, at demenssygdomme og andre sygdomme i hjernen bliver mere udbredte. Samtidig er sygdomme i hjernen nogle af de mest invaliderende sygdomme, der findes. Derfor er dette forskningsfelt utroligt vigtigt både for sundhedsvæsenet som helhed, men især for personer og familier, der lever med diabetes og kronisk sygdom,” siger Magnus T. Jensen, der håber, at dele af den nye forskning kan bruges på tværs af specialer og sektorer i sundhedsvæsenet.
Diabetesmedicin kan måske beskytte mod demens
En af de drivende kræfter bag Stenos Neuro Unit er Nicole Jacqueline Jensen, ph.d.-studerende på Steno og Bispebjerg Hospital. Hun forsker i kognitive forstyrrelser ved type 2-diabetes med fokus på hjernens stofskifte.
”Når man har type 2-diabetes, bliver kroppens celler mindre følsomme over for insulin, og man får svært ved at optage sukker fra den mad, man spiser. Det fænomen hedder insulinresistens. Vi interesserer os for, om insulinresistens i hjernen kan være årsag til kognitive forstyrrelser eller en øget risiko for demens,” siger Nicole Jacqueline Jensen.
Hun fortæller, at visse typer af diabetesmedicin måske kan mindske risikoen for demens. Den sammenhæng er noget af det, som forskerne i Neuro Unit skal undersøge nærmere.
Læs mere om de kommende projekter i faktaboksen nedenfor.
Testhold klar til at screene
Som noget af det første skal Steno Diabetes Neuro Unit etablere et team, som kan udføre en kognitiv test til de personer med type 2-diabetes på Steno, som er i særligt øget risiko for komplikationer i hjernen.
Formålet er i første omgang at identificere den bedste screeningmetode
”Lige nu har vi et lille testhold, der er lært op og er begyndt at screene en gruppe på 90 personer. Vi håber med tiden at få mulighed for at brede tilbuddet ud til alle de personer med diabetes på Steno, der er i øget risiko,” slutter Jørgen Rungby.
Steno Diabetes Neuro Unit kickstartes med et symposium for forskere og klinikere den 15.-16. september 2023.
Det skal Neuro Unit undersøge…
Steno Diabetes Neuro Unit er en helt ny forskningsenhed, som skal i gang med en række studier. Forskerne ønsker bl.a. at undersøge:
- Hvordan screener vi bedst for kognitive forstyrrelser blandt personer med diabetes?
- Kan diabetesmedicin, GLP-1-analoger og SGLT2-hæmmere, være med til at forebygge demens?
- Kan opsporing og behandling af depressioner forebygge demens blandt personer med diabetes?
- Hvilken rolle spiller søvn for udvikling af demens blandt personer med diabetes?
- Hvad betyder insulinresistens og betændelsestilstand (inflammation) i hjernen for udvikling af demens, når man har diabetes?