Nyt studie kaster lys på rygnings effekt på blodsukkeret

​Studie fra Steno Diabetes Center Copenhagen har gjort interessante fund om øget koncentration af glukagon og hastigheden for madens optagelse i kroppen hos rygere. Fundene kan være med til at opklare, hvorfor rygere har forhøjet risiko for at udvikle type 2-diabetes.

Vent...

Det er velkendt, at rygning øger risikoen for at udvikle type 2-diabetes, men præcist hvorfor sammenhængen er der, er endnu ikke opklaret. Det kaster et nyt studie fra Steno Diabetes Center Copenhagen (SDCC) lys over. Studiet er netop blevet offentliggjort i Diabetes Care.

”Meget interessant så vi, at storrygere sammenlignet med ikke-rygere har en øget koncentration af hormonet glukagon i kroppen. En øget koncentration af glukagon er mistænkt for at være et tidligt tegn på udvikling af type 2-diabetes, og vi mener derfor, at vi kan være på sporet til en del af forklaringen på rygeres øgede risiko”, siger Magnus Grøndahl, førsteforfatter på artiklen i Diabetes Care. 

”Desuden så vi, at storrygeres blodsukker stiger mindre efter et måltid, hvis de lige før og efter måltidet ryger cigaretter. Det var uventet, da vi havde en teori om, at rygning ville gøre kroppen mindre god til at håndtere kulhydrat i et måltid, og rygere derfor ville få større stigninger i deres blodsukker. Vores resultater tyder på, at mavesækken tømmes langsommere hos rygere, dvs. at måltidet er længere om at blive optaget i kroppen, og derfor stiger blodsukkeret ikke så hurtigt”, fortsætter han.

Viden om rygning og sukkerstofskifte har manglet

Resultaterne stammer fra et klinisk videnskabeligt forsøg, hvor 12 ikke-rygere og 12 storrygere deltog. De gennemførte alle en måltidstest, hvor de drak 400 ml kakaodrik indeholdende både protein, kulhydrat og fedt. Herefter blev de fulgt tæt de næste fire timer, hvor de løbende bl.a. fik taget blodprøver, fik scannet deres galdeblære og udfyldte spørgeskemaer. Rygerne gennemførte to forsøgsdage: en uden rygning og en med rygning.
”Vores forsøg kaster mere lys over, hvordan rygning påvirker kroppen – især sukkerstofskiftet. Her har der længe manglet viden, og vi mener, at vores resultater er med at afdække nogle af mekanismerne bag rygeres øgede risiko for type 2-diabetes og dermed forklare, hvorfor denne gruppe har forhøjet risiko for sygdommen. Det er væsentligt, da rigtig mange danskere desværre stadig ryger og derved udsætter sig selv for en lang række skadelige effekter, fx øget risiko for type 2-diabetes”, siger Magnus Grøndahl.

Studiet alene giver ikke den fulde forklaring på, hvorfor rygere har forhøjet risiko for type 2-diabetes. Næste skridt vil være at undersøge storrygerne yderligere og på andre måder for dermed at bidrage til yderligere opklaring.

Læs artiklen i Diabetes Care

Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor