Nyt studie skal undersøge ny behandling for vindueskiggersyndrom

​Kan en simpel behandling med en manchet 20 minutter dagligt forbedre blodforsyningen til benene hos personer med type 2 diabetes? Det skal et nyt forskningsprojekt på Steno Diabetes Center nu undersøge.

Personer med type 2 diabetes med nedsat blodforsyning i benene – også kaldet vindueskiggersyndrom - er særligt udsatte for fodsår og i værste tilfælde amputationer. Den nedsatte blodforsyning til benene skyldes åreforkalkning og hver fjerde person med diabetes over 65 år lider af nedsat blodforsyning mens tallet blandt personer med diabetes over 70 år er helt oppe på 71%. Nu skal et nyt forskningsprojekt på Steno Diabetes Center undersøge om behandlingen RIC, remote ishemic conditioning, kan hjælpe personer med type 2 diabetes med nedsat blodforsyning til benene.

”Metoden har været brugt til behandling af blodprop i hjertet, hvor har man opnået gode resultater. Vi har i dag meget begrænsede behandlingsmetoder for nedsat blodforsyning hos personer med type 2 diabetes, så det oplagt at afprøve, om det også kan hjælpe denne gruppe af patienter,” siger læge og Ph.d.-studerende Christian Stevns Hansen og tilføjer, at kirurgi i dag er det eneste reelle behandlingstilbud.

20 minutter med oppustelig manchet
Behandlingen udføres ved, at patienten får en blodtryksmanchet på armen, som kan holde trykket i længere tid og er programmeret til at stoppe blodforsyningen til armen med bestemte intervaller.
”Det tager kun omkring 20 minutter om dagen, og kan udføres derhjemme. Vi starter op med et pilotprojekt i begyndelsen af 2016 med 40 patienter, som skal følge behandlingen i tre måneder, og hvis resultaterne er positive, igangsætter vi et større studie”, fortæller Christian Stevns Hansen.

Før og efter behandlingen vil patienterne få målt parametre som blodforsyning, kar- og nervefunktion samt markører for inflammation for at vurdere en mulig effekt. 

RISCAID-projektet gennemføres i samarbejde med professor og overlæge Hans Bøtker på hjertemedicinsk afdeling på Aarhus Universitetshospital og forskere på Düsseldorf Universitet i Tyskland.
Redaktør