Peter Rossing modtager Knud Lundbæk-prisen 2017

​Professor, overlæge og forskningschef Peter Rossing på Steno Diabetes Center Copenhagen (SDCC) er dette års modtager Knud Lundbæk-prisen.

Prisen er opkaldt efter diabeteslæge og forsker Knud Lundbæk og er en af de mest prestigefyldte internationale priser inden for diabetesområdet. 

Peter Rossings forskningsgruppe er nationalt og internationalt kendt for at forske i komplikationer til diabetes og særligt udviklingen af diabetisk nyresygdom.  Peter Rossing har med sin forskning bidraget til bedre forståelse af hvem, der er i risiko for at udvikle diabetiske senkomplikationer, og har identificeret en række risikofaktorer som man potentielt kan behandle. Gruppen har været involveret i en lang række kliniske studier som har undersøgt, hvordan man bedst finder og behandler komplikationer i nyre eller hjerte. Samtidig har gruppen påvist hvordan bedre behandling har ført til at overlevelsen ved diabetisk nyresygdom er øget fra 7 til mere end 20 år.

Peter Rossing har tidligere modtaget en række priser for sin forskning i diabetiske komplikationer. Senest modtog han i 2016 den anerkendte, internationale diabetespris, Camillo Golgi prisen for sig mangeårige arbejde med at forebygge og behandle diabeteskomplikationer. Af andre priser kan nævnes Minkowski prisen, Ruth Østerby Honorary Award og Viswanathan Honorary Award.  

Peter Rossing har publiceret mere end 300 artikler i internationale tidsskrifter og er forfatter i flere internationale lærebøger. Desuden er han formand for Dansk Voksen Diabetes Database, leder af flere internationale konsortier der skal udvikle bedre behandling og forebyggelse af diabetisk nyresygdom og tidligere formand for Dansk Endokrinologisk Selskab.


Redaktør