Peter Rossing modtager international pris for forskning i diabetes og hjertekarsygdom

Som den første dansker er professor og forskningsleder på Steno Diabetes Center Copenhagen, Peter Rossing, blevet tildelt Edwin Bierman prisen fra American Diabetes Association.


Vent...

Hjertekarsygdom og type 2-diabetes er tæt forbundne – men en farlig cocktail. Hjertekarsygdom er nemlig den primære årsag til, at personer med type 2-diabetes gennemsnitligt lever betydelig kortere end den øvrige befolkning, og tre ud af fire personer med type 2-diabetes dør af hjertekarsygdom.

Derfor er forskning i forebyggelse og behandling af hjertekarsygdom hos personer med diabetes også et væsentligt område, og Edwin Bierman Prisen fra American Diabetes Association er en internationale anerkendelse af forskning på området.

American Diabetes Association tildeler kun prisen til en person, der er internationalt førende med sin forskning og har ydet værdifulde bidrag til både forebyggelse og behandling af diabeteskomplikationer.

Sådan en forsker er professor og forskningsleder Peter Rossing, Steno Diabetes Center Copenhagen (SDCC). Som den første dansker er han derfor blevet tildelt Edwin Bierman Prisen.

Peter Rossing er leder af komplikationsforskningsgruppen på SDCC, og han har med sin forskning ydet unikke bidrag til forståelse diagnostik, behandling af diabetes og hjertekarsygdom og har en lang række både danske og internationale forskningsresultater inden for området diabeteskomplikationer.

Peter Rossing har bl.a. undersøgt værdien af ultralydsundersøgelse, CT, MR og PET scanning af hjertekarsystemet som middel til at finde ellers skjult hjertekarsygdom hos personer med diabetes. Han har desuden forsket i at finde nye biomarkører, der kan identificere de personer med diabetes, der har særlig risiko for at udvikle komplikationer i hjerte og nyrer, og han har undersøgt behandlinger, der skal nedsætte risikoen for udvikling af hjertekarsygdom hos personer med diabetes.

Peter Rossing har også bidraget til at få forskningen ud til kliniske guidelines, så den nye viden kan blive omsat til forbedret behandling. Han var sidste år med til at udvikle nye internationale og meget anvendelige retningslinjer for  behandling af type 2-diabetes og hjertekarsygdom. Retningslinjerne giver konkrete bud på, hvilke medicintyper lægerne kan bruge i behandlingen af personer med både diabetes og hjertekarsygdom. Tidligere var der udelukkende fokus på diabetesbehandlingen i retningslinjerne og derfor ikke konkrete anvisninger til ’best practice’ for behandling af personer med begge sygdomme.      

Peter Rossing modtager Edwin Bierman Prisen 2019 d. 10. juni i San Francisco i forbindelse med ADA, den årlige konference fra American Diabetes Association. Her vil han også holde en forelæsning for konferencens deltagere om sin forskning i diabetes og hjertekarsygdom.


Læs yderligere om Peter Rossings forskning.

Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor