SDCC bag ny bog om type 2-diabetes

​​På FN’s inter­nationale Verdens Diabetesdag den 14. november udkommer bogen: Diabetes – Lev godt med type 2-diabetes. I bogen får fem personer med sygdommen en stemme, når de deler de udfordringer, de har mødt, og hvordan de har tacklet at skulle leve med en kronisk sygdom.

Vent...

At få type 2-diabetes er en sygdom, som man skal leve med resten af livet. Det er samtidig en krævende sygdom, fordi man i hverdagen er sin egen vigtigste behandler. Det kan derfor være overvældende at få diagnosen, og det tager tid og energi at bearbejde de mange følelser, der opstår og indarbejde nye vaner.

Diabetes – Lev godt med type 2-diabetes er baseret på evidensbaseret forskning og gennemgår skridt for skridt, hvad det indebærer at have type 2-diabetes. Den henvender sig primært til personer, som har eller lige har fået sygdommen og deres nærmeste pårørende. Bogen kan dog også være værdifuld for personer der har levet med sygdommen i en længere årrække, som hermed har mulighed for at tilegne sig nyeste viden og få ny inspiration til at håndtere egen sygdom.  

Bogen adskiller sig fra andre bøger om type 2-diabetes ved at lade fem personer fortælle, hvordan de lever med sygdommen, og hvordan de har håndteret de udfordringer, de har mødt og tacklet sygdommen, så psyke og krop er i balance.

 

"Der er gennem tiderne skrevet mange bøger om type 2-diabetes, om sygdommens behandling og endog håbefulde forslag til, hvor­dan sygdommen kan kureres. Denne bog adskiller sig ved at invitere læseren tæt på personer, der lever med type 2-diabetes, og som derfor er de egentlige eksperter i dét at leve med type 2-diabetes," siger centerdirektør Allan Flyvbjerg.

SDCC er garant for bogens faktuelle indhold, og flere behandlere og forskere på SDCC har bidraget til disse afsnit. Målet med bogen er at bidrage til, at man får en god livskvalitet, selvom man lever med en kronisk sygdom som type 2-diabetes.

Bogen er skrevet af videnskabsjournalist Lise Penter Madsen og udgives i samarbejde mellem Steno Diabetes Center Copenhagen og Strandberg Publis­hing. Den præsenteres på Bogforum den 15. november, hvor centerdirektør Allan Flyvbjerg interviewes af Lars Igum Rasmussen, der er sundhedsredaktør på Politiken. Interviewet finder sted kl. 15 i Strandberg Publishing A/S Stand C3-008.

 

Bogen kan købes via Diabetesforeningens netbutik og gennem landets boghandlere og koster knapt 100 kr., en pris der primært dækker distributionsomkostninger.

Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor