SDCC indleder forskningsprojekt om at genskabe insulinproducerende celler

​Forskningen skal undersøge, hvordan man ved at injicere stamceller i kroppen kan skal genskabe og styrke betacellerne og dermed forsinke udviklingen af type 1-diabetes. Projektet sker i et delvist samarbejde med Standford University og har netop modtaget en donation på 2,4 mio. kr. fra Lundbeckfonden.

Vent...

Kan man bremse udviklingen af type 1-diabetes ved at sprøjte stamceller ind i kroppen på en måde, så de når frem til bugspytkirtlen? Og kan stamcellerne fungere som ’hjælpeceller’ til  betacellerne i bugspytkirtlen, så de svage og dårligt fungerende celler bliver forstærket og virker bedre samt der bliver dannet nye insulinproducerende betaceller?
Det skal et nyt forskningsprojekt fra Steno Diabetes Center Copenhagen undersøge. Forskningsprojektet indeholder dels en række laboratorieforsøg samt et samarbejde med Standford University, USA, om en unik teknik til at klargøre stamceller og injicere dem i kroppen.
”Vi ved fra mange andre undersøgelser, at det er muligt at styrke og genetablere de insulinproducerende betaceller ved hjælp af stamceller. Men vi har manglet den rette teknik, så det også fungerer i praksis. Ved de hidtidige forsøg er ca. 95 pct. af stamcellerne nemlig gået tabt, inden de er nået frem til bugspytkirtlen, hvor de skal gøre gavn,” forklarer postdoc og projektansvarlig Reza Yarani fra forskningsgruppen Type 1 Diabetes Biologi.
Forskere på Standford University har udviklet en unik teknik til at injicere stamceller, så de når frem til bugspytkirtlen og kan støtte de svage betaceller og skabe nye. Teknikken er centreret omkring at finde præcist de rette blodårer, der kan bringe stamcellerne uskadte frem til bugspytkirtlen – noget forsøg med farvestof har vist er muligt. Som en del af forskningsprojektet vil Reza Yarani derfor lære teknikken på Standford University samt afprøve den i laboratorie i forhold til virkningen på type 1-diabetes.

Lunbeckfonden støtter med 2,4 mio. kr.

Ud over selve teknikken til at injicere stamceller i kroppen, er teknikken til at rense og klargøre de nødvendige stamceller også ny. Stamcellerne kommer fra raske donorer, fx fra fedtvæv, og de skal gennem en særlig proces for at kunne udnyttes til behandling til gavn for kroppens betaceller.
“Forskning i, hvordan man kan forstærke kroppens svage betaceller samt dannelsen af nye er et relativt nyt forskningsområde. Potentielt har det virkelig spændende perspektiver for behandlingen af type 1-diabetes, hvor en fremtidig behandling fx kan forsinke udviklingen af type 1-diabetes, idet de styrkede betaceller vil kunne fortsætte med at producere insulin i lang tid efter sygdommen er brudt ud i kroppen,” siger Reza Yarani.
Lundbeckfonden har også set forskningens perspektiver og valgt at støtte projektet med 2,4 mio. kr. Projektet er allerede indledt og har titlen ‘Adipose derived mesenchymal stem cell exosomes as a new “cell-free” therapeutic strategy for ß cell protection and regeneration.’

Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor