SDCC styrker Klinisk Forskning

​Diabetes Teknologi og Klinisk Diabetes Forebyggelse er nu etableret som selvstændige forskningsområder med egen forskningsleder. Samtidig er området Type 2 Biologi endelig tilrettelagt med nyansat forskningsleder.

Vent...

Der er fuld gang i den kliniske forskning – ikke mindst inden for områder som prædiabetes, diabetesforebyggelse og diabetesteknologi. Derfor har Klinisk Forskning valgt at styrke organisationen og de fremtidige forskningsmuligheder ved at etablere to nye, selvstændige forskningsområde: Klinisk Diabetes Forebyggelse og Diabetes Teknologi. To områder, der hidtil har været teams under Klinisk Forskning.

”Begge de nyetablerede forskningsområder er indledt som mindre områder. Dygtige teams og teamledere har udviklet dem, så de er vokset og nu har åbnet nye og spændende muligheder inden for felter, der har potentiale til at gøre en stor forskel for personer med diabetes,” siger forskningschef Birgitte Brock. 

”Det har høj prioritet i Klinisk Forskning, at vi giver muligheder til de kompetencer, partnerskaber og dygtige kræfter, der er en del af SDCC eller SDCC-forskningens samarbejder. Det giver en enorm fleksibilitet og agilitet i forhold til konstant at se nye ideer, sammenhænge og områder, der kan udvikle og forbedre den samlede kliniske forskning,” fortsætter hun.

Styrket forskning gennem tætte partnerskaber

Kirsten Nørgaard, teamleder for Diabetes Teknologi, bliver ny forskningsleder for forskningsområdet af samme navn. Klinisk Diabetes Forebyggelse har hidtil været et team under Klinisk Epidemiologi, og teamleder Kristine Færch tiltræder som forskningsleder for det nyetablerede område.

Forskningsområdet Type 2 Biologi er også endeligt tilrettelagt efter den kliniske metaboliske forskning rykkede ind i et selvstændigt center under Herlev og Gentofte Hospital og dermed ud af den fælles metaboliske-diabetesforskning under SDCC. Her er Allan Vaag ansat som ny forskningsleder. Allan Vaag kommer fra en stilling som vicepresident i AstraZeneca, har tidligere været tilknyttet Københavns Universitet som professor i endokrinologi og har både klinisk erfaring og en stor forskningsportefølje blandt andet fra sin mangeårige ansættelse på det tidligere SDC.

”Samlet er det tre utrolige stærke faglige profiler, der tiltræder som forskningsledere i Klinisk Forskning, SDCC.  Ikke mindst er det også tre profiler, der på hver deres felt evner at styrke forskningen gennem værdifulde samarbejder og tætte partnerskaber,” siger Birgitte Brock.

Den styrkede organisation i Klinisk Forskning er netop trådt i kraft. 

Fakta om forskningsgrupperne

Diabetes Teknologi: Gruppen skal forske i brug af teknologier, der kan udvikle nye og forbedre eksisterende behandlinger bl.a. gennem projekter som StenoTech-studiet. Gruppe kommer til at bestå af ca. 10 medarbejdere.

Klinisk Diabetes Forebyggelse: Gruppen skal forske i præ-diabetes og, hvordan man undgår udviklingen fra præ-diabetes til type 2-diabetes med projekter som bl.a. Pre-D-studiet. Gruppe kommer til at bestå af ca. 10 medarbejdere.

Type 2 Biologi: Gruppen skal forske i type 2 diabetes med særlig fokus på patofysiologi og tidlige kliniske interventionsstudier samt projekter indenfor arvs indflydelse på udvikling af diabetes. Gruppe kommer til at bestå af ca. 20 medarbejdere.

Læs mere om Klinisk Forskning på SDCC

Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor