SOSU-skoler styrker deres diabetesundervisning

​Tre SOSU-skoler i Region H samarbejder med SDCC om at udvikle skolernes undervisning i diabetes, så SOSU-eleverne får de bedste forudsætninger for at yde en god pleje til personer med diabetes.  

Vent...

SDCC's Uddannelsesenhed har i samarbejde med de tre SOSU-skoler; SOSU-skolen under Diakonissestiftelsen, Social-og Sundhedsuddannelsecentret i Brøndby og Bornholms Sundheds- og Sygeplejeskolen tilrettelagt et kompentenceudviklingsprojekt for underviserne på skolerne. Underviserne er blevet opdateret med den nyeste viden om diabetes og diabetesbehandling og har arbejdet med en række nye pædagogiske værktøjer.

Har omlagt undervisningen

Projektet, der fortsat er i gang, har kørt siden 2017 og har som fremmeste mål at sikre, at skolernes SOSU-assistentelever får forudsætningerne for at yde den bedst mulige pleje til personer med diabetes.

”Det har været et fantastisk forløb, siger Ane Henriksen, underviser på Diakonissestiftelsens SOSU-skole.

”Jeg vidste, at min viden om diabetes nok var ved at være lidt forældet, så jeg var lykkelig, da Steno, som jo er kendt som et ekspertsted, meldte sig på banen med et udviklingsprojekt. Det har været både spændende og informativt, og den måde, som SDCC’s uddannelsesledere har formidlet stoffet på, har inspireret mig vanvittigt. Jeg har omlagt en del af min undervisning, så eleverne bliver bragt mere i spil og selv kommer med indspark. I min tidligere undervisning ’fodrede’ jeg bare eleverne med viden, men nu inddrager jeg dem aktivt, og de siger selv, at de husker bedre, når de får lov at være praktisk med.”

Kvalificeres til at møde borgerne

Projektet, der er ledet af Jane Rohde Voigt og Susanne Holm-Kristensen fra SDCC’s Uddannelsesenhed, er et af de initiativer, som uddannelsesenheden har skudt i gang, efter at SDCC pr. 1. januar 2017 blev en del af Region Hovedstaden.

”Vi skal medvirke til at løfte og styrke kvaliteten af forebyggelse og behandling af diabetes, regionalt som nationalt. Det er naturligt, at et videns- og kompetenceløft begynder på sundhedsuddannelserne, hvor eleverne skal kvalificeres til at møde borgerne i det nære sundhedsvæsen,” siger Jane Rohde Voigt.

Medindflydelse styrker læringen

Undervejs i projektet er underviserne blevet præsenteret for en række pædagogiske redskaber og øvelser, der er inspireret af aktionslæring. Det er en metode, som går ud på, at ejerskab til og medindflydelse på undervisningen styrker læringen.

Som i megen anden undervisning på sundhedsuddannelserne giver øvelserne mulighed for at simulere praksis, men dertil kommer, at øvelserne også faciliterer refleksioner over praksis: Hvordan skal jeg møde lige præcis denne person med diabetes? Hvad er hendes eller hans situation, og hvordan kommunikerer jeg mest hensigtsmæssigt med vedkommende?

Nogle af øvelserne består eksempelvis af stillbilleder eller interaktive billeder af fiktive hjem, der tilhører fiktive personer med diabetes. Her gælder det om at være åben og gå på opdagelse i billederne, gøre sig observationer, være nysgerrig og netop reflektere over, hvilken tilgang til personen med diabetes der vil være mest meningsfyldt og konstruktiv.

Helhedsorienteret tilgang

Underviserne har selv arbejdet med billedøvelserne.
”Det var spændende at kigge efter detaljer, der kunne give et fingerpeg om borgerens tilstand og situation. Vi blev meget ivrige, og med lignende øvelser til vores elever håber vi, at det bliver de også,” siger Vinna Kryger, underviser på Social- og Sundhedsuddannelses Centret i Brøndby. 

”Det kan forhåbentlig også gøre eleverne mere praktikduelige. Der er mange, der falder fra, når de kommer ud i praktik. De får et praktikchok. Med de her øvelser, kan de måske blive lidt mere forberedte på virkeligheden,” siger hun.

Heidi Bidstrup Larsen fra Bornholms Sundheds- og Sygeplejeskole supplerer:
”Eleverne får nogle billeder i hovedet, som de kan genkalde sig og trække på ude i praktikken. Øvelserne er eksempler på, hvordan eleverne kan anspores til at være mere helhedsorienterede, når de møder personer med en kronisk lidelse. Selvfølgelig skal vi sikre, at eleverne kan mestre fx den konkrete instruktion i injektion af insulin, men det er også vigtigt, at de får øje og tanke for de psykiske og sociale aspekter. Det giver større dybde i uddannelsen.”

Tre underviseres udbytte af forløbet

Ane Henriksen, underviser på SOSU-skolen ved Diakonissestiftelsen
”Jeg synes jo, at det er vigtigt, at mine elever skal vide alt, hvad der er at vide om diabetes. Så tidligere har jeg præsenteret mine hold for et PowerPoint-show med stribevis af slides med informationer. Men det er jo ingen hemmelighed, at man ikke kan holde koncentrationen ret lang tid ad gangen, når man ’bare’ får fyldt viden på. Informationerne sætter sig ikke fast. Hvis man derimod bliver involveret aktivt i læringen, husker man bedre.

For mig kom det her udviklingsprojekt som en gave. Det var lige det, jeg havde brug for – det var hands on, konkret og brugbart. Jeg er blevet vældig inspireret og har fremstillet mine egne plancher med case-personer, hvor eleverne efterhånden kan tilføje informationer. I udgangspunktet oplyser jeg måske kun om køn, alder, vægt og hvilken form for diabetes, personen har, og så udbygger vi gradvist casen, ved at eleverne søger informationer om fx årsager til diabetes eller om mulige følgesygdomme, og hvilke handlinger, det vil kræve. Jeg viser stadig enkelte slides men kun med hårde fakta om fx antal mennesker med diabetes. Ellers skal eleverne selv reflektere og søge viden. Det er meget mere engagerende, end at jeg viser dem slides.”

Heidi Bidstrup Larsen, underviser på Bornholms Sundheds- og Sygeplejeskole

”Jeg var meget åben over for at deltage i projektet. Jeg synes, vi gør det supergodt på vores skole, men vi er altid glade for inputs til, hvordan vi kan løfte kvaliteten af vores undervisning endnu mere. Vi ved jo ikke, hvad vi ikke ved.

Jeg har især været glad for den del af forløbet, hvor der har været fokus på de psykosociale aspekter. Faktisk synes jeg, at jeg hidtil har manglet det lidt i min undervisning. Jeg har fundet ud af, at Steno har nogle rigtig gode citatkort, man kan printe ud fra hjemmesiden. Det er kort med udsagn fra virkelige personer med diabetes, og udsagnene giver et indblik i, hvor forskelligt man kan være påvirket af at have en kronisk lidelse som diabetes. Ved at arbejde med citatkortene får eleverne indsigt i menneskets forskellige tilgange til at mestre sygdom, og den indsigt er vigtig at have med i bagagen, når de går ind til en motiverende samtale eller en vejledningssamtale.”

Vinna Kryger, underviser på Social- og Sundhedsuddannelses Centret i Brøndby
”Der sker hele tiden noget nyt, og det har været godt at blive opdateret på den nyeste viden inden for diabetes og diabetesbehandling. Desuden er det altid sjovt at være sammen med nogen, der ser tingene lidt udefra. Det har også været rart at møde underviserne fra de andre skoler og høre, hvordan de gør. Man bliver frisket lidt op.

Inspireret af de øvelser vi lavede med billeder, tænker jeg, at jeg vil tilføje lignende billeder til de cases, vi allerede arbejder med på uddannelsen. Nu må vi også se, hvad undervisningsmaterialet kommer til at indeholde.
Når projektet er afsluttet, vil jeg på en af skolens pædagogiske dage fortælle de andre undervisere om materialet, og om hvordan man kan bruge det i undervisningen.”

Fakta om SOSU-projektets forløb:

• Kompetenceudviklingsprojektet blev skudt i gang i 2017 og indledt med, at skolerne besvarede spørgeskemaer om ønsker og behov for kompetenceudvikling for undervisere af SOSU-assistentelever.

En undervisende diabetessygeplejerske og en teamleder fra SDCC’s Uddannelsesenhed besøgte skolerne og observerede undervisningen med et særligt blik for de ønsker og behov, skolerne havde formuleret. Skolerne ønskede bl.a., at underviserne kunne formidle den nyeste viden om diabetes til deres elever og fik indblik i nye undervisningsmetoder. Alt sammen med et mål om at skabe større fokus på diabetes.

• På baggrund af observationerne på skolebesøgene tilrettelagde SDCC en temadag, hvor en række af SDCC’s diabetessygeplejersker fortalte om den nyeste viden om diabetes og diabetesbehandling, herunder om de psykosociale aspekter ved at have en kronisk lidelse som diabetes.

• SDCC har afholdt workshops, hvor skolernes deltagende undervisere f har bidraget til at formulere ønsker til uddannelsesmaterialer til udvikling af egen undervisning og forskellige pædagogiske metoder.

• I september 2018: På baggrund af erfaringerne med forløbet udarbejder SDCC’s Uddannelsesenhed et digitalt undervisningsmateriale. Materialerne kommer bl.a. til at være baseret på cases, som de projektets deltagende skoleundervisere har udviklet.

 

Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor