Steno Diabetes Center Copenhagen bliver Skandinaviens største insulinpumpeklinik

​Med over 1000 personer i insulinpumpebehandling bliver insulinpumpeklinikken på Steno Diabetes Center Copenhagen (SDCC) den største i Skandinavien, når 240 personer i insulinpumpebehandling flyttes fra Amager Hvidovre Hospital (AHH) til SDCC den 1. oktober. 

Steno Diabetes Center Copenhagen bliver Skandinaviens største insulinpumpeklinik

Ifølge drejebogen for SDCC var den oprindelige plan, at behandlingen af personer med insulinpumpe i hovedstadsregionen først skulle samles, når SDCC’s nye center står færdig i 2020. Ledelsen på både AHH og SDCC har dog vurderet, at der er mange fordele ved at fremskynde denne plan og starte sammenlægning af insulinpumpebehandling på  to klinikker allerede nu, mens børneafdelingerne på Hillerød Hospital og Herlev Gentofte Hospital fortsat har børn i insulinpumpebehandling.  Næst efter SDCC, som har mere end 900 personer i behandling med insulinpumpe, har AHH med 240 det næsthøjeste antal i Region Hovedstaden.

Klinikchef og professor Tina Vilsbøll glæder sig meget til at byde overlæge Kirsten Nørgaard og endnu flere personer med diabetes og insulinpumpe velkommen til SDCC:  ”At vi nu har samlet så stort et antal personer med diabetes på én matrikel som behandles med insulinpumpe og samtidig får styrket vores speciallægekompetencer (både klinisk og forskningsmæssigt) er unikt og netop grundtanken omkring SDCC – nemlig at samle kompetencer i et kraftcenter, hvilket giver mulighed for at bedrive diabetesbehandling og -forskning i verdensklasse.”

Samarbejdet med overlæge Kirsten Nørgaard fortsætter på SDCC
Overlæge Kirsten Nørgaard, som til daglig er kontaktlæge for hovedparten af de 240 personer med insulinpumpe flytter i samme anledning med til SDCC for at indgå i behandlerteamet, der varetager behandling af personer i insulinpumpebehandling. Kirsten Nørgaard har stor ekspertise og mange års erfaring inden for området. Hun er pioner inden for uddannelse af sundhedsprofessionelle, hvor hun har udviklet et uddannelsesprogram til de, som skal lære at undervise patienter i at anvende insulinpumpe. Desuden har hun i flere år haft et forskningssamarbejde med flere behandlere på SDCC.

”Jeg ser frem til at udbygge dette samarbejde og være med til at undersøge og udvikle behandlingsmetoder, der hjælper flere til at opnå en bedre diabetesregulation og færre tilfælde med lavt blodsukker. Det er vigtigt at gøre dagen bedre for patienterne,” understreger hun.

Et af de mange områder som Kirsten Nørgaard gerne vil forske mere i er muligheden for at udvikle et redskab til analyse af egne data, som kan styrke personer med insulinpumpe i selv regelmæssigt at justere insulinpumpen/adfærden.

Ved siden af det kliniske arbejde er Kirsten Nørgaard vejleder på flere forskningsprojekter, hvoraf nogle fortsætter og afsluttes på AHH og andre flytter med eller starter på SDCC.

Personer i insulinbehandling fra AHH er orienterede om flytningen og har fået tilsendt et brev med nye konsulationstider på SDCC.


Redaktør