Steno Diabetes Center Copenhagen får 7,5 mio. kr. til at forebygge type 2 diabetes hos kvinder med tidligere svangerskabsdiabetes

​Forebyggelsesleder på Steno Diabetes Center Copenhagen (SDCC), Enhed for Sundhedsfremme Helle Terkildsen Maindal, har fået tildelt 7,5 mio. kr.af Novo Nordisk Fonden (NNF) til et forskningsprojekt, som skal udvikle og evaluere et reelt tilbud om forebyggelse af type 2 diabetes til familier, hvor mødrene har haft svangerskabsdiabetes.

Forskningsleder Helle Terkildsen Maindal har fået tildelt 7,5 mio. kr. af Novo Nordisk Fonden (NNF)’s ”Forskningsprogram i Sygepleje” til forskningsprojektet, FACE-IT. I projektet skal forskere og sundhedsprofessionelle sammen med familier, hvor mødrene har haft graviditetsdiabetes, udvikle et forebyggende tilbud. Disse kvinder har nemlig syv-otte gange større risiko for at udvikle type 2 diabetes og hjertekarsygdomme senere i livet. Det er også velkendt, at graviditetsdiabetes har konsekvenser for børnene fx en større risiko for overvægt og diabetes.

”Der er i sundhedsvæsnet meget fokus på at behandle kvindens diabetes under graviditeten, men mange kvinder oplever, at de efter fødslen ikke får et opfølgende tilbud, som skal hjælpe dem med at forebygge type 2 diabetes, ” siger forskningsleder Helle Terkildsen Maindal. ”Dette er ikke kun et dansk problem, men har også stor international bevågenhed. Derfor er det blevet vores mål i projektet at hjælpe kvinderne og deres familier til bedre sundhed i hverdagen med udvikling af sundhedsfremmende tilbud som indeholder opfølgning og forebyggelse inden for sund kost og motion, som kan forebygge udviklingen af type 2 diabetes”.

Forskningschef Bjarne Bruun Jensen peger på, at Face-IT projektet er vigtigt for SDCC Sundhedsfremme fordi det går nye veje i forebyggelsen af type 2 diabetes ved at inddrage sundhedsplejersker, udnytte de sociale medier, som kvinderne benytter, og desuden er det potentielt med til at styrke vores samarbejde med de kommende Steno Diabetes Centre rundt om i landet.

FACE-IT skaber i samarbejde med kvinder, som tidligere har haft graviditetsdiabetes og deres familier samt forskellige grupper af sundhedsprofessionelle. Selve projektet gennemføres fra 2018 og i alt 500 familier, hvor mødrene har haft graviditetsdiabetes skal indgå. Det primære design er et randomiseret studie, hvor en gruppe får de forebyggende tilbud, mens den anden gruppe er en kontrolgruppe, ligesom Face-IT også vil undersøge en række forhold omkring sammenhængende forløb i forebyggelsen, samt økonomiske konsekvenser.

Redaktør