Steno Diabetes Center og Københavns Universitet styrker diabetes-området med nyt profesorat

​Steno Diabetes Center og Københavns Universitet har indgået en aftale om et femårigt professorat i human metabolisme, som skal styrke samarbejdet og forskningen indenfor diabetes.

Professor John Nolan, adm. direktør på Steno Diabetes Center, skal de næste fem år arbejde tæt sammen med forskerne på Københavns Universitet. Aftalen om et fælles professorat i human metabolisme mellem Københavns Universitet og Steno Diabetes Center skal styrke diabetes-området ved at skabe mere synergi mellem grundforskning og klinisk praksis.

Steno Diabetes Center er den største diabetesklinik i Skandinavien, og vi har derfor en rigtig god platform for klinisk forskning i alle stadier af diabetes. Med denne aftale kan vi bygge videre på vores gode samarbejde med KU, og sammen løfte diabetes-området – både når det gælder forskning, uddannelse og behandling”, siger John Nolan. ”Vi håber fx også, at aftalen vil åbne op for, at studerende, som interesserer sig for diabetesforskning- og behandling, kan komme til Steno, som en del af deres rotation.”

”Vi ser frem til at arbejde sammen med John Nolan og få glæde af hans store erfaring og viden. Sammen vil vi sætte nye milepæle inden for diabetesforskning, uddannelse og behandling og sundhedsfremme, og vi glæder os til at udvikle området i fællesskab til glæde for patienterne”, siger dekan Ulla Wewer, Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Københavns Universitet.

John Nolan har en lang karriere inden for translationel diabetesforskning og er professor og docent ved Trinity College i Dublin, Irland. Han har siden 2011 været adm. direktør på Steno Diabetes Center og vil de næste fem år arbejde 20 % af sin tid på Københavns Universitet. Steno Diabetes Center har i en årrække været associeret medlem af Københavns Universitetshospital (KUH), som er et samarbejde mellem Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet og sundhedssektoren i Region Hovedstaden og Region Sjælland. 

Redaktør