Steno-forsker får pris for kortlægning af diabetes

​Seniorforsker på Steno Diabetes Center Kristine Færch modtager i dag Det Danske Diabetes Akademis pris ”Young Investigator Award 2015” for at have identificeret tre undertyper af type 2 diabetes.

Kristine Færch fra Steno Diabetes Center får i dag den årlige pris ”Young Investigator Award 2015” fra Det Danske Diabetes Akademi sammen med læge og Ph.d. Esben Laugesen fra Aarhus Universitetshospital. Kristine Færch modtager prisen for at have identificeret tre undertyper af type 2 diabetes, der skal forebygges og behandles forskelligt.

”Indtil for ikke så længe siden opfattede man type 2 diabetes som én sygdom, men den har vist sig at være mange. Én gruppe type 2 diabetikere har for eksempel nedsat produktion af insulin mange år, før de får konstateret diabetes, mens en anden gruppe har en stærkt forhøjet risiko for at udvikle hjertekarsygdom senere i livet. Dem skal vi finde og hjælpe med forebyggende initiativer”, siger Kristine Færch, ph.d. og seniorforsker ved Steno Diabetes Center.  

De to priser på hver 25.000 kr. uddeles én gang om året til to unge og talentfulde forskere inden for diabetes. Det Danske Diabetes Akademi blev startet i 2012 og er finansieret af en 5-årig bevilling fra Novo Nordisk Fonden, samt af universiteterne og universitetshospitalerne i Syddanmark, København og Århus. 

Redaktør