Steno-professor modtager Lassen prisen

​I dag modtager professor på Steno Diabetes Center, Peter Rossing, Niels A. Lassen Prisen for sin forskning inden for diabeteskomplikationer.

Overlæge og professor på Steno Diabetes Center, Peter Rossing, modtager i dag Niels A. Lassen prisen. Prisen, som i år uddeles for 17. gang, tildeles på baggrund af Peter Rossings forskningsarbejde inden for tidlig opsporing, forebyggelse og behandling af senkomplikationer til diabetes i nyre- og hjerte- karsystemet. 

”Hans forskning har blandt andet bidraget til, at prognosen for diabetisk nyresygdom er forbedret og levealderen blevet tredoblet med anvendelse af moderne blodtryksbehandling. Det er et vigtigt bidrag til forskningen, og derfor er vi glade for at kunne overrække prisen til Peter Rossing”, siger professor Hans-Henrik Parving, som er bestyrelsesformand i Niels A. Lassen Fonden. 

Tidlig opsporing af nyresygdom
Inden for forebyggelse af nyresygdom har Peter Rossing blandt andet identificeret flere nye risikofaktorer for tab af nyrefunktion hos personer med type 1 og type 2 diabetes, og han var den første til at påvise, at ændringer i udskillelsen af æggehvidestof i urinen kan fortælle noget om prognosen og behandlingseffekten ved diabetisk nyresygdom. 

”I talrige studier har Peter Rossing undersøgt betydningen af såkaldte biomarkører for udvikling af tidlige stadier i diabetisk nyresygdom, og han er involveret i store EU-studier, som blandt andet undersøger tidlig opsporing og behandling af patienter med type 2 diabetes”, fortæller Hans-Henrik Parving.

Peter Rossing har siden 2007 været overlæge og forskningsleder på Steno Diabetes Center og arbejder som adjungeret professor på henholdsvis Aarhus og Københavns Universitet. Han fik sin uddannelse på diverse hospitaler i København og blev speciallæge i endokrinologi i 2004. Han er i dag formand for Dansk Endokrinologisk Selskab og for Danske Regioners Nationale Kvalitetsdatabase.

Om Niels A. Lassen prisen:

  • Prisen uddeles af Niels A. Lassen fonden, som blev etableret i 1999 til minde om professor, overlæge, Dr. Med. Niels A. Lassen (1926-1997), som var en af det 20. århundredes mest betydningsfulde hjerne- og kredsløbsforskere i Danmark. 
  • Niels A. Lassen var tilknyttet Bispebjerg Hospital og prisen uddeles på hospitalets forskningsdag d. 7. december, som også er Niels Lassens fødselsdag.
  • Med prisen medfølger et beløb på 25.000 kr. 

Redaktør