Sundhedsminister Ellen Trane Nørby på inspirationsbesøg på Steno Diabetes Center Copenhagen

​Sundhedsminister Ellen Trane Nørby besøgte den 17. august Steno Diabetes Center Copenhagen (SDCC) for at få viden og hente inspiration til udformning af den kommende Nationale Diabeteshandlingsplan

Sundhedsministeren er ved at lægge sidste hånd på en ny National Diabeteshandleplan til 65 mio. kr., der forventes lanceret senere i efteråret. Besøget på SDCC var et led i at indhente viden og erfaringer forud for den endelige udformning af Diabeteshandlingsplanen. Ministeren blev ved besøget ledsaget af regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen og koncerndirektør Svend Hartling, som ligesom ministeren udtrykte stor tilfredshed med dagens besøg.

”Med de muligheder der ligger i den nye SDCC-satsning er det afgørende at vi skaber helt ny viden og nye behandlingsmetoder, til gavn for alle personer med diabetes i Region Hovedstaden. Vi skal udvikle nye behandlingsprincipper, der ikke er set før” understregede centerdirektør Allan Flyvbjerg. Han fremhævede, at SDCC vil igangsætte et helt nyt program for at opnå reel brugerinvolvering i alle SDCC’s aktiviteter. Endvidere har SDCC en forpligtelse til at være toneangivende i et regionalt løft af diabetesbehandlingen i Region Hovedstaden i samarbejde med alle regionens hospitaler, men lige så vigtigt også igennem at etablere et tæt samarbejde med praksissektoren og kommunerne.

Fælles fodslag i behandling af diabetes
Sundhedsministeren var interesseret i at høre SDCC’s bud på, hvordan bevillingen til diabeteshandlingsplanen forvaltes bedst. Allan Flyvbjerg fremhævede, at indsamling af viden om diabetesbehandling fra hospitaler, almen praksis og kommuner i hele landet er essentielt, herunder også at der i hele landet arbejdes efter samme høje standarter, så det ikke postadressen, der afgør om man får den rette behandlingskvalitet af sin diabetes.

Der var bred enighed om, at et vidensløft i almen praksis er et vigtigt fokusområde. Svend Hartling påpegede også, at SDCC og de kommende Steno centre andre steder i Danmark vil få en koordinerende rolle i forhold til at sikre, at alle med diabetes i Danmark tilbydes en ensartet og evidensbaseret diabetesbehandling.

Introduktion til klinikken, sundhedsfremme og uddannelse
Under en rundvisning i klinikken hørte Ellen Trane Nørby om fodklinikkens indsats for tidlig behandling af fodsår, og øjenklinikken fik hun et eksempel på opgaveglidning, når det er øjensygeplejersken, der aflæser øjenfotos. Endvidere gav SDCC’s klinikledelse en demonstration af et nyudviklet og velfungerende diabetesmodul i Sundhedsplatformen, der forventes at blive ibrugtaget på regionens øvrige diabetesambulatorier i efteråret.

Sundhedsfremmechef Bjarne Bruun Jensen gav et eksempel på forskning i nye veje til at arbejde forebyggende med personer i udsatte boligområder, som ikke har sundhed på dagsordenen. Uddannelseschef Ulla Bjerre-Christensen gav en kort introduktion til samarbejder med uddannelsesinstitutioner, kommuner og andre, som tilbydes skræddersyet undervisning i diabetesbehandling til sundhedsfagligt personale og andre som møder mennesker med diabetes i forbindelse med deres arbejde.

Ellen Trane Nørby afsluttede besøget med at pointere, at hun meget gerne vil trække på SDCC’s viden og erfaringer i udformningen af planen. Hun var glad for at se SDCC og høre hvordan behandlingen organiseres i praksis.

Redaktør