Coronavirus og diabetes: Bliv klogere på de nyeste risikogrupper

Sundhedsstyrelsen har præciseret, hvornår personer med diabetes er i særlig risiko for at blive alvorligt syge med COVID-19. Læs mere om, hvad det betyder.

Vent...

Er jeg i risiko for at blive alvorligt syg med COVID-19? Det er et spørgsmål, som har optaget mange personer med diabetes, siden coronakrisen brød ud. Selvom spørgsmålet lyder simpelt, er svaret ofte mere kompliceret end som så, da vores viden på området endnu er begrænset. Udfordringen er blandt andet, at det meste af vores viden kommer fra personer med type 2-diabetes, hvilket gør det vanskeligt at vide, om erfaringerne også gælder personer med type 1-diabetes.

Forleden kunne Sundhedsstyrelsen dog præcisere, hvilke personer der er i risiko for at få et alvorligt forløb, hvis de bliver smittet med coronavirus.

Det drejer sig om personer med dårligt reguleret diabetes med et langtidsblodsukker (HbA1c) højere end 70 mmol/mol, uanset diabetestype. Derudover skal man især være opmærksom, hvis man samtidig har svær overvægt, hjertekarsygdom eller svær nyresygdom.

Et tal var nødvendigt

Dansk Endokrinologisk Selskab (foreningen for danske hormonlæger) er blevet bedt om at komme med input til retningslinjerne. I den forbindelse har Henrik Ullits Andersen, som er overlæge og teamleder på Steno Diabetes Center Copenhagen, været med til at lave de nyeste retningslinjer.

”Det springende punkt har været, om det betyder noget, hvordan man er reguleret, når man har diabetes. Det har vekslet i de tidligere retningslinjer. Nu siger man, at dårligt reguleret diabetes igen er en faktor – og denne har gang har vi i Dansk Endokrinologisk Selskab forsøgt at sætte tal på,” forklarer han.

I de nye retningslinjer går grænsen ved et langtidsblodsukker (HbA1c) højere end 70 mmol/mol. Henrik Ullits Andersen betegner tallet som ”et kvalificeret gæt”, der kan bruges som rettesnor, når man skal vurdere risikoen. Det har vist sig at være nødvendigt, hvis retningslinjerne skal bruges i praksis.

”Da den første vejledning kom frem, havde vi mange opkald, som helt naturligt drejede sig om: Er jeg dårligt reguleret? Derfor har vi valgt at komme med et cirkatal,” siger han.

Hvad betyder det for mig?

Med de nye retningslinjer bliver det altså nemmere at sige, hvilke personer med diabetes der hører til risikogruppen. Dog med det forbehold, at retningslinjerne i vid udstrækning er baseret på kvalificerede bud og vurderinger, indtil man får adgang til bedre viden på området.

Hvad kan jeg selv gøre, hvis jeg er i risikogruppen?

”Har man et højt langtidsblodsukker, kan man overveje, om man selv kan optimere på det eller tage en dialog med sin behandler om det. Det kunne for eksempel dreje sig om at blive bedre til at tage den optimale dosis insulin til hvert måltid eller på anden måde optimere medicin og livsstil. Men man kan jo ikke lave om på, om man har dårlige nyrer eller dårligt hjerte,” siger Henrik Ullits Andersen.

Dansk Endokrinologisk Selskab anbefaler personer med diabetes, som er i særlig risiko, at man i samråd med sin arbejdsgiver forsøger at minimere risikoen for at blive smittet, når man udfører sit arbejde.

Har du spørgsmål til din individuelle situation, er du altid velkommen til at kontakte dit behandlerteam.

Du kan læse mere om coronavirus og diabetes hos Videncenter for Diabetes.

Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor