Pas godt på dine fødder

Dine fødder kræver lidt ekstra opmærksomhed, fordi du har diabetes. Læs her, hvad du kan gøre. 

Dine fødder kræver lidt ekstra opmærksomhed, fordi du har diabetes. Læs her, hvad du kan gøre. 


Daglig pleje

  • Vask fødderne dagligt, gerne i forbindelse med brusebad.
  • Brug en mild sæbe.
  • Tør huden godt – specielt imellem tæerne.
  • Brug en fugtighedscreme for at holde huden blød og smidig. Undgå dog creme mellem tæerne.
  • Kig fødderne efter dagligt for at opdage vabler eller små sår.
Foto af fod der bruses over med en håndbruser
Undgå fodbad - brug i stedet en bruser.

Valg af fodtøj

Vælg fodtøj, der passer til føddernes facon, både til hverdag og fest.

  • Sko skal sidde fast på foden med bagkappe og skal gerne kunne snøres.
  • Klip-klappere eller andet fodtøj, som ikke sidder fast på foden, er ikke hensigtsmæssigt som fodtøj til hverdag.
  • Festsko, f.eks. med høje hæle, eller andet særligt fodtøj bruges så kort tid som muligt.

Hvad gør du, hvis du får vabler eller sår?

Hav altid en førstehjælpskasse i hjemmet.

  • Vask stedet med rindende vand og tør af med rent papir, f.eks. køkkenrulle, eller et rent håndklæde.

Hvis du har en vabel:

  • Prik hul med en ren nål, dup stedet tørt.
  • Læg et plaster eller gazeserviet over stedet. Compeed plaster eller lignende frarådes, når man har diabetes, fordi der er risiko for betændelse i såret.
  • Kontakt din behandler, hvis du får en skade på dine fødder, som ikke er væk efter to dage.
  • Rødme, varme og hævelse i og omkring såret er tegn på betændelse. Kontakt din behandler med det samme.

Hvis du er ude – f.eks. på festival eller rejse

Medbring f.eks. Apotekets lille kasse med førstehjælp eller lav din egen, som skal indeholde:

  • plastre i forskellige størrelser
  • gazeservietter
  • desinfektionsservietter
  • klorhexidin 0,2 % 25 ml
  • en lille saks.

Hvilke problemer kan diabetes give i fødderne?

Senfølger til diabetes kan f.eks. være nervebetændelse i fødderne (neuropati) og åreforkalkning. Nervebetændelse kan komme til udtryk ved, at du mister følesansen i fødderne, så du f.eks. ikke kan mærke, hvis du får en sten i skoen, der kan give sår, eller at skoen trykker, så du får vabler. Men nervebetændelsen kan også være meget smertefuld. Hvis man får åreforkalkning i fødderne, kan det have betydning for f.eks. opheling af sår.

Det er ikke muligt selv at vurdere sin følesans og sin blodtilførsel til fødderne. Derfor undersøger vi én gang om året din følesans og puls i fødderne på SDCC.

Hvem kan få tilskud til fodterapi?

Alle personer med diabetes bør én gang om året få lavet en fodstatus. Den får du lavet hos en privatpraktiserende statsautoriseret fodterapeut, og det kan alle med diabetes få tilskud til. Resultatet af din fodstatus er afgørende for, om du kan få tilskud til yderligere behandling hos en statsautoriseret fodterapeut - og hvor meget tilskud.

Hvis du har hård hud eller ligtorne, skal en privatpraktiserende fodterapeut behandle det, eventuelt ved hjælp af indlæg, som kan forebygge hård hud.

Din behandler på SDCC eller din praktiserende læge kan henvise dig til en privatpraktiserende statsautoriseret fodterapeut.

Problemer med dine fødder?

Hvis du har eller får problemer med dine fødder, kan du læse mere i pjecen ’Fødder og diabetes’, som du kan finde på www.sdcc.dk

Du kan også læse mere på www.videncenterfordiabetes.dk

Redaktør