Kursus i kulhydrattælling for personer med nykonstateret type 1 diabetes

​På dette kursus lærer du kulhydrattælling - et værktøj til at beregne, hvor meget insulin du skal tage for at dække den mængde kulhydrater, du spiser til et måltid for at undgå store udsving i blodglukose.

Kursus i kulhydrattælling for dig som lige har fået konstateret type 1 diabetes

Hvad er kulhydrattælling?
Det er primært mængden af kulhydrater i den mad, du spiser, som er afgørende for, hvor meget blodglukose stiger efterfølgende. Kulhydrattælling er et værktøj til at udregne, hvor meget insulin du skal tage for at dække den mængde kulhydrater, du spiser til et måltid for at undgå store blodglukose udsving.

Hvem henvender kurset sig til?
Kurset er en del af programmet for nykonstaterede på Steno Diabetes Center Copenhagen. Kurset er især relevant for dig, der er ude af honeymoon-fasen, da du i højere grad vil kunne opnå et mere velreguleret blodglukose, hvis du anvender kulhydrattælling til at beregne den insulin, du skal tage til dine måltider.

Hvad indeholder kurset?

På kurset lærer du:

  • at finde kulhydraterne i maden
  • at vurdere kulhydratmængder både med og uden brug af køkkenvægt
  • at anvende kulhydrattabeller, apps og varedeklarationer til at finde ud af, hvor mange kulhydrater der er i madvarer, og hvordan du tæller dem i et måltid

Kursusdag 1: Her bliver du introduceret til kulhydratholdige fødevarer og du lærer at tælle kulhydrater i den mad, du spiser. Samtidig opnår du viden om, hvordan den mad du spiser, påvirker dit blodglukose.

Kursusdag 2: Med udgangspunkt i din kostregistrering bygges videre på kulhydrattælling ud fra dine behov.

Efter kurset vil du opleve, at dit øjemål i at vurdere kulhydratmængder og evne til at tælle kulhydrater bliver bedre. Når du behersker kulhydrattælling, vil du kunne anvende det aktivt som en god hjælp i hverdagen til at vurdere, om du skal tage mere eller mindre insulin til den mad, du spiser og frihed til at springe et måltid over og samtidig bevare stabilt blodglukose.

Praktisk info om kurset
Kurset strækker sig over 2 dage á 3 timer. Der veksles mellem teori og øvelser.
Der er plads til 8 deltagere på kurset, så du får mulighed for at møde andre i samme situation som dig selv og udveksle erfaringer og oplevelser om det at leve med diabetes.

Det er gratis at deltage og du får tilbudt et let måltid i pausen. Kurset foregår i FoodLab på Steno Diabetes Center Copenhagen, bygning NSH i stueetagen.
Underviserne er kliniske diætister og ernæringskandidater.

Hvad kræver det af dig?

  • At du kan deltage på begge kursusdage
  • At du udfylder et registreringsskema mellem de to kursusdage
  • At du øver dig på at estimere mængder mellem de to kursusdage

Tilmelding
Du kan tilmelde dig kurset hos din behandler i Daghospitalet, eller ringe på vores hovednummer: 39 68 08 00 i tidsrummet mandag – fredag kl. 08.00-09.00 og mandag – onsdag kl. 13.00 – 14.00, vælg tidsbestilling i Daghospitalet.

Afbud
Hvis du bliver forhindret i at deltage på kurset, er det vigtigt, at du melder afbud telefonisk.

Redaktør