Når du er ung med en kronisk sygdom, så har du brug for andre tilbud og støtte på en anden måde, end børn og voksne har. På Steno vil vi gerne være din sparringspartner og stedet, hvor du henter hjælp, viden og finder fællesskaber og inspiration til livet som ung med diabetes. Som ung skal du kunne føle dig tryg, sikker og samtidig så fri og fleksibel som muligt.
Yes! til StenoUng er et tilbud til dig, der er mellem 15-22 år og som går på Steno med Type 1-diabetes. Hvis du er interesseret , så tal med din behandler eller ring eller skriv til Sidsel, StenoUng, telefon 21 13 19 76 eller Karim, StenoUng, telefon 23 39 78 37.
YES! til StenoUng: 3 dage for unge
YES! til StenoUng er et tilbud til dig, der går på Steno, og som har lyst til at være med i et fællesskab, hvor du både møder andre unge med diabetes og personale fra Steno. YES! til StenoUng er et 3-dages forløb, hvor vi sammen kommer igennem et program, som er udviklet specielt til 15- 22-årige med diabetes.
Her møder du andre unge, og i fællesskab får I hjælp til de ting, der er svære, når man er ung og lever med diabetes. Du kan få sparring og støtte til at finde den rette hjælp til fx skole og uddannelse og måske til hvordan du håndterer forhindringer som del af din diabetes.
YES! til StenoUng i 2026
- 20. - 22. januar, kl. 14 - 19
- 17. - 19. marts, kl. 14 - 19
- 20. - 22. april, kl. 14 - 19
Vi planlægger også en række Yes! til StenoUng i efteråret 2026, og offentliggør datoerne, så snart de er klar.
StenoUng 1:1
Vi ved, at livet med diabetes kan føles anderledes, og at det er svært at være ung og skulle håndtere ting, der ikke er synlige for andre. For nogen kan det være en lille del af hverdagen, for andre kan det være rigtig svært. Alle med diabetes oplever tingene på sin egen måde. Det er helt normalt at føle sig overvældet nogle gange, men det betyder ikke, at diabetes behøver at definere, hvem du er, og hvad du kan opnå i livet.
I StenoUng kan du få en personlig snak med Sidsel eller Karim, som kan hjælpe dig med ting, som er svære i dit liv. Du bestemmer, hvad vi skal tale om. Det er din tid, og vi er her for at støtte dig med det, du har behov for – hvad enten du ønsker at tale om at være ung med diabetes eller om venner, fester, skole, uddannelse eller andet, så er samtaler med os på dine præmisser.
Ingen spørgsmål eller emner er for store eller små. Hos os taler vi kun om det, som du ønsker at dele. Det kan være mange ting som fx:
- Personlige samtaler om det som er vigtigt for dig
- Støtte til at opsøge relevante ungdomstilbud
- Kontakt til uddannelsesvejleder
- Støtte i samtaler med læge/sygeplejerske
Ring eller skriv til os
Sidsel og Karim holder til på Steno og vil gerne mødes med dig. Det kan være på Steno, eller vi kan mødes på en anden måde, der passer bedre til dig - det vigtigste for os er, at du er tryg.
Er du interesseret eller vil du bare gerne vide lidt mere? Så ring eller skriv til os:
- Katrine, StenoUng, telefon 21 12 63 89
- Sidsel, StenoUng, telefon 21 13 19 76
Din mening er vigtig
Vi har en masse ideer til emner og aktiviteter, men vi vil også gerne høre, hvilke emner du synes er vigtige, og hvordan du mener, det skal foregå. Derfor kan du undervejs blive bedt om at udfylde spørgeskemaer og måske være med til korte interviews med personalet.
Det er dig og de andre unge, der ved mest om at leve som ung med diabetes, så det her er din mulighed for at fortælle os, hvordan vi kan hjælpe dig til at lave et godt, trygt og selvstændigt liv.
Du er også velkommen i
Steno Youth Panel, hvor du er med til at udvikle nye tilbud til unge på Steno.