Børn og unge med type 1-diabetes tilbringer en stor del af deres hverdag i daginstitution, skole, fritidsordning eller andre fællesskaber uden for hjemmet. For at barnet kan deltage trygt og på lige fod med andre børn, er det vigtigt, at de voksne omkring barnet har en grundlæggende forståelse for diabetes og ved, hvordan de kan støtte i hverdagen.
Type 1-diabetes kræver løbende opmærksomhed på blandt andet blodsukker, insulin, måltider og fysisk aktivitet. Nogle dage fylder diabetes meget, mens det andre dage fylder mindre. Derfor kan både forældre og medarbejdere opleve usikkerhed omkring, hvordan forskellige situationer bedst håndteres.
I Børne- og Ungeambulatoriet på Steno Diabetes Center Copenhagen arbejder vi for at skabe trygge rammer omkring barnet på tværs af hjem, institution og skole. Vi tilbyder undervisning og vejledning til pårørende samt medarbejdere i daginstitutioner, skoler, fritidsordninger og andre relevante tilbud, der har kontakt med børn og unge med type 1-diabetes.
Undervisningen tilpasses den enkelte målgruppe og kan blandt andet omhandle:
- Hvad type 1-diabetes er
- Blodsukker og tegn på højt og lavt blodsukker
- Måltider, kulhydrater og insulin
- Fysisk aktivitet og diabetes
- Hvordan man bedst støtter barnet eller den unge i hverdagen
- Samarbejdet mellem familie, institution og skole
Målet er at styrke de voksnes viden og handlekompetencer, så barnet eller den unge kan deltage trygt i hverdagens aktiviteter og opleve de samme muligheder for trivsel, læring og fællesskab som deres jævnaldrende.
Find kurser og nyttig information for lærer og pædagoger:
Kurser hos Steno for dig, som er lærer eller pædagog
Bliv klogere på alt det, som du har brug for at vide, hvis du får en elev med type 1-diabetes.
Læs mere om, hvordan I kan få hjælp, når en i familien er ny med diabetes:
Støtte og rettigheder via din kommune